Jeg kunne ikke rumme at aflevere hende i institution. Hvis både min mand og jeg arbejder, bliver dagene lange. For lange. Og jeg ville gå glip. Af tid men hende og mine drenge. Morgenerne ville være pressede og eftermiddagene tunge. Jeg ved ikke hvordan andre gør, jeg ved bare, at jeg ikke kan gøre sådan. 

Tiden går, mine børn vokser, udvikler sig, og jeg vil være med. Så meget som muligt. 

Ved at hjemmepasse er der ro på. Ro på familien, ro på mig. 

Det virker for os.

Det har været et langt sværere valg hvorvidt vores børnehavedreng også skal hjemmepasses. Han trives i børnehaven, men han er også virkelig tilpas herhjemme, når vi holder ugentlige fridage.

Lige nu går han i børnehave omkring tre dage om ugen. De resterende er han her. Med os. Jeg henter ham altid tidligt, inden to, og vi har nogle gode eftermiddage. 

Jeg kan bare ikke finde helt fred. Jeg er i tvivl om jeg fratager ham noget ved at melde ham ud. Jeg tvivler ikke på, at han har det godt her, men jeg fornemmer også, han nyder de timer han er i børnehave. Blandt venner og trygge voksne. Nogen gange står han bare i konfliktfyldte situationer, hvor der ikke altid er en voksen til at guide, og hvor han selv skal løse tingene. Det er ikke dårligt, at vores børn lærer at håndtere kriser, spørgsmålet er bare, hvor tidligt de behøver at gøre det uden en voksen til at guide. Heldigvis er han god til at sætte ord på, hvis han oplever noget svært, og vi kan snakke det igennem. 

Som det ser ud, fortsætter han med at gå i børnehave under de forudsætninger, vi har skabt. Vi tager det bedste fra begge verdener, og hvis det føles mere forkert i fremtiden, handler vi der.  

Jeg er hver dag taknemmelig for at gå hjemme. Jeg kan give alle børn ro og tid. Vores tilværelse er for mig en luksus og jeg er glad for, vi prioriterer at give dem dette liv.

Det er en prioritering. Det vigtigste for os er tiden med vores børn. Lige nu. Lige her. Samtidig er der også mulighed for, at jeg kan finde mig selv igen og opdage, hvad jeg gerne vil bruge min tid væk fra familien på. Noget meningsfuldt. Det er nødvendigt for min trivsel og mit liv, når børnene vokser op og ikke på samme måde kræver meget af min opmærksomhed. 

Nu nyder jeg deres nærvær og føler, at det er den eneste måde, jeg kan være i verden på. 

Sammen med dem. De vigtigste og bedste.  

Vi har vandet i dag. Blomster, tomatplanter, løg og rosmarin. Og spist brombær direkte fra busken. Morgenmaden blev indtaget i to omgange. Den ene i sofaen. Under et tæppe, med smør og krummer ud over det hele. Det har været en god dag. 

Vi har også vasket tøj. I bunkevis. Da skabe og skuffer var tomme. Vi har lagt sammen og puttet på plads. Hængt til tørre under æbletræer og smagt på de netop nedfaldne frugter undervejs.

Nu er det tid til middagslur for den mindste og jeg suger solstråler og savner sommer. Den er snart forbi og det er vemodigt, da vi har længtes sådan. Glædet os til varme strandture og sene sommeraftener. Den er her lidt endnu og vejret bliver lunere i den kommende uge. Rart.

Jeg nyder roen i de næste øjeblikke og glædes over det der venter. Efterårsfarver og ferie, kastanjer og kakao.  

Jeg har efterhånden erfaret, at tiden er en tilstand, der er svær at få greb om. Det er som om, den farer afsted uden større mening og samtidig, er den bare. Lige her, lige nu. 

Jeg øver mig i at være i nuet, suge det maksimale ud af øjeblikke. Bare være.

Men så er der ham min ældste, der pludselig er blevet ni år. Og min anden store dreng er syv. De to mindste er ej heller så små længere. Der var tiden igen. Den går.

Lige nu går den godt. Jeg føler, jeg har forstået noget om det der liv, og det kan bruges som en form for udgangspunkt. Et sted at starte.

Og når jeg ser på mine mennesker og opdager, at de vokser og bliver nogle fine eksemplarer, som jeg er med til at skabe, bliver jeg glad. Stolt. Og fyldes op af kærlighed, når de kigger i mine øjne. Mine små og store.

Uge nummer to er godt igang og det føles allerede som længe siden, ferien var en realitet. Alle er landet i hverdagen igen og sæsonstarten for børnenes fritidsaktiviteter er nået. Dette kræver lidt planlægning og overblik, hvis vi skal lykkes med at komme både frem og tilbage til svømning, fodbold og gymnastik.

Vores ældste på ni kan efterhånden godt selv cykle frem og tilbage fra fodbold, vi har det bare bedst med lige at følge ham lidt endnu. Til gengæld står vi ikke og kigger hele træningen længere. Svømmebarnet er for første sæson alene i vandet, men vil gerne have mor eller far siddende på kanten og kigge. Ligeledes har gymnastikdrengen sin første sæson på gulvet med en forælder som tilskuer og i alle tilfælde, er det dejligt at se deres glæde ved at bevæge sig og gebærde sig i andre fællesskaber, end dem skolen og børnehaven tilbyder. 

Hverdagens logistiske puslespil har fået mig til at reflektere over, hvorvidt det er hårdt at være mor til fire børn i alderen knap to til ni. Jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg bruger meget af min tid på at tænke over, da det er vores virkelighed. Jeg synes ikke det er svært med fire børn, absolut ikke, men det kræver planlægning og forudsigelighed, hvis hverdagen skal glide. Dermed ikke sagt, at der ikke er fart på, det er der bestemt, og nok også et højere støjniveau end i familier med et eller to børn. 

Det er en krævende opgave at være lige meget mor for alle fire hver dag. Jeg bestræber mig på at nå dem hvor de er og går meget op i at kigge dem i øjnene, mærke dem og vise dem nærhed og opmærksomhed. Nogen dage lykkes det bare ikke. For jeg er træt og det smitter. De kan også være brugt op når hverdagen kører og somme tider, er alle fire det på samme tid, hvilket skaber kaos og sure børn. Og knap så overskudsagtige voksne, ærligt talt.

Alligevel forsøger jeg at have fokus på de ting der lykkes, når dagen slutter og der er tid til at tænke og evaluere. For i det store billede er alt godt og jeg mener ikke, det kan undgås, at nogle dage har svære situationer, hvor jeg burde have ageret mere hensigtsmæssigt.

Livet med børn er noget andet end uden. Mængden spiller ikke en afgørende rolle, for vi indretter os naturligt efter det og skaber et liv, en virkelighed, hvor vores familie trives og oplevelsen af balance opstår. Glimtvis.

Alligevel har det en betydning. At have fire børn.

Jeg har også prøvet at have et, to og tre børn. Det gør noget ved dynamikken hver gang børneflokken udvides, bestemt, og det tager noget tid fra de store når en baby fylder. Men det giver også noget, meget, som for mig har været ret vildt at opleve.

Det at kigge på min børneflok og se fire fuldstændig forskellige individer med hver deres særlige personlighed og mening er fantastisk og livsbekræftende i en sådan grad, at det er sværere at stoppe med at skabe end at starte. Heldigvis sker der noget hele tiden, overvældende meget faktisk, både med dem, med os, med mig. Det er det, der kaldes livet. Livet med børn, i hvert fald.

De sidste knap ti år har jeg været enormt meget mor. Jeg har valgt det aktivt og har nydt det meget. Nu står vi i en situation, hvor vi ikke umiddelbart skal have flere børn. I hvert fald ikke lige nu, og det skaber et underligt tomrum, da jeg virkelig har elsket hele denne tid med graviditeter, fødsler og barsler. Tror også denne følelse har en betydning i forhold til valget om at hjemmepasse den yngste, for jeg føler, jeg gerne vil nyde det hele lidt ekstra, når det potentielt kan være sidste gang, jeg står med en knap toårig. Og det er sku svært for mig.

Jeg kan ikke sige, vi ikke skal have flere børn, selvom det absolut ikke er planen! Det er på en måde for definitivt og svært at acceptere. At tiden med de nyfødte er slut. At jeg ikke skal føde mere. Ikke mærke liv inde fra maven. Det vil for nu være for stor en sorg at melde ud. Jeg forholder mig til det og nyder de fire børn jeg har. Tiden går bare stærkt.

Og nu skal jeg til at huske hvem jeg selv er. For det har jeg ikke prioriteret længe. Det har været naturligt for mig at sætte mine børn først, derefter min mand og vores forhold og derfor glemme mig selv i farten. Det vil jeg forsøge at lave om på nu. Jeg er begyndt at skrive igen. Læse bøger. Løse krydsogtværs. Og jeg begynder at træne mere seriøst. For det er alt sammen ting jeg elsker. Udover at være mor. Og kone. Jeg er også bare mig. Det er jeg igang med at genopdage. 

Hverdagen er skudt igang. Den yngste og jeg skal lige finde rytmen igen efter seks ugers intenst samvær i vores lillestore familie. Her er stille. Helt stille. Og tomt. På en underlig måde. Vi vidste dagen kom, hverdagen, og alligevel kommer den bag på mig og jeg kan mærke, jeg må tage tilløb.  

Jeg savner mine drenge, min mand og vores familieferieboble. Det er det, jeg elsker mest og sætter størst pris på. At være sammen i længere uafbrudte perioder, hvor der er plads til det nære og til at være. Lige her opstår en særlig form for balance og det giver en ro i mit system. 

Jeg er taknemmelig for vi er familie på denne måde, da alle stortrives, udvikler sig og nyder det. Men det gør hverdagens komme des mere voldsom og hård, da vi med største naturlighed kunne fortsætte denne livsstil. Sådan er virkeligheden bare ikke, og hverdagen kan også noget.

Og jeg sætter også pris på hverdagens rytmer, min sparsomme alenetid når der soves middagslur og genforeningens glæde. Vi skal bare lige lande. 

Dette er en blog hvor betragtninger af verden og tanker om livet, set fra mit perspektiv, vil tage form.

Jeg er mor til fire, kone til en og en ganske særlig, kærlig og ærlig kvinde, der øver sig i at huske sig selv midt i hverdagskaos og uendelig kærlighed.

Velkommen til – jeg glæder mig til at udtrykke mig og skabe nogle skriv, der muligvis kan inspirere og åbne op for nye perspektiver.