De små fingre fumler. Det er svært og blikket er fokuseret. Vi laver perlepladder. Den fireårige mere fokuseret end hende på to. Naturligt nok. Men hun kæmper og stoltheden lyser ud af øjnene, da det lykkes at placere de første fire. Helt sirligt. 

På komfuret koger et kyllingeskrog. Vi skal have suppe til aftensmad. Med kartofler og jordskokker. En favorit herhjemme. Så længe der er lidt pasta til, er små og store tilfredse. 

Udenfor regner det. Meget. Og jeg har netop skænket min anden kop kaffe. Vi holder fridag, de yngste og jeg. Spontant og rart. De har sovet længe og efter fælles indtag af havregrød, har de leget uafbrudt uden de store konflikter. Jeg nyder det til fulde. 

Weekenden har været god. Med fodboldstævne og visit hos dejlige venner. Nu tager vi hul på en ny uge. En uge, hvor det for alvor føles som efterår. Med regn, lavere temperature, tidlig solnedgang og mørke morgentimer. 

Det er en årstid, jeg skal tage tilløb til. Jeg føler, jeg både mister og får. Dagene forsvinder hurtigere ved det tiltagende mørke og den forlængst forsvundne sommer savnes. Samtidig nyder jeg, at vi rykker tættere sammen under tæpper, udnytter mørket til tændte stearinlys, læser bøger og ser flere film. 

Naturlig nærhed.

Jeg kan godt lide, at det skifter. Vejret, lyset, sindet. Det åbner op for nye tanker, giver plads til refleksion og ro. 

Og midt i min glæde ved det omskiftelige, må jeg vænne mig til våde børnestøvler, mere vasketøj og mudrede flyverdragter. For alt kan tørres, ordnes og pludselig er det forår igen. Med alt hvad det indebærer af liv og begyndelse. 

Nu vil jeg give plads til efteråret og fokusere på den tid til eftertanke, de mørkere timer giver. 

Jeg ved, det gør mig godt.  

Det har været en god uge. 

Oprigtigt.

Min mand er hjemme igen og det er rart. Helt ned i maven lækkert. Efter fem dage med minimal søvn, kviterede min krop med et total kollaps. Jeg sov to gange inden frokost og en enkelt gang ud på eftermiddagen. Nu føles det bedre. Jeg fornemmer en ro og en glæde.

Jeg har været god. Helt igennem god. Og børnene har være søde. Overordnet set. Det har været en super intens uge, som forventet, men også en uge, hvor jeg har overrasket mig selv. 

Jeg har haft masser af overskud, løst stribevis af konflikter, læst massivt mange godnathistorier, holdt i hånd, sunget sange. 

Lyttet og været. Til stede her og nu. 

Det har været ualmindeligt godt. Tiltrængt på en måde og det har givet mig et kæmpe selvtillidsboost. Jeg er en god mor og jeg kan være det for dem alle fire på en gang. Alene i næsten en uge.

Jeg skal huske på det her. Arkivere det og tage det frem, når selvbebrejdelser rammer og underskudet fylder. Jeg vil ikke være nærig med anerkendelsen. Af mig selv og mit sammenspil med børnene. 

Jeg fortjener en medalje, et langt bad og en flødebolle. Intet mindre.

Min mand rejser til Skotland. På søndag. Og er væk til torsdag aften. Jeg skal være alene med børnene i knap fem dage. Noget der tidligere har givet mig hjertebanken og negative tanker. På forhånd.

For hvad nu hvis?

De bliver syge? Vi sover dårligt? Allesammen. De skændes i timevis og jeg tuder i afmagt?

Denne gang tænker jeg anderledes. Det vil jeg. Jeg har besluttet, jeg ikke vil tage sorgerne på forskud. Det lyder let, når jeg skriver det. Det er det absolut ikke. Ikke for mig.

Det er svært at indse, jeg selv er med til at skabe et dårligt udgangspunkt. Fordi jeg tænker det værste og forventer, at alt bryder sammen. Men jeg vil simplethen ikke mere.

Jeg vil arbejde på at ændre mine vaner og stoppe de dumme tanker. Jeg vil ikke give plads til dårlig energi, der i de fleste tilfælde ikke fylder, når vi først når til det. Tankerne er værre end virkeligheden. Og hvis jeg først tænker negativt, bliver min indstilling påvirket og det smitter af på vores samværd og de ting, vi skal have til at fungere. 

Det er en stor opgave at være mor til fire. Især når far ikke er her. Det er meningen, vi skal være to. Vi er et team. Men det skal også være godt at være alene. Jeg er en god mor. Også som græsenke. Jeg vil sige, jeg styrer rollen ret godt. Efterhånden. 

Og jeg elsker at være sammen med børnene. Det bliver intensivt i de fem dage, men det bliver også godt. Det er min opgave. At gøre vores lille uge til noget særligt. For børnene. For mig selv. 

Selvom vi savner.  

Jeg er ikke god til at undvære ham. Min mand. Ikke bare i forhold til det praktiske med børnene og i det hele taget at få logistikken til at gå op. Han er en del af mig. Og han mangler, når vi er adskilt. 

Sammen med ham er jeg mere mig selv. Vi er forbundne på et særligt plan.

Jeg tror, det kaldes kærlighed.

Røremaskinen larmer. Jeg laver dej til fødselsdagsboller, for én bliver to år i morgen. En særlig en. Vores yngste. Vores lille pige. Kærlighedsklumpen. 

Du kom til verden en septembermorgen. På vores sofa. I stuen. Solen skinnede gennem vinduet og lyste æbletræet op på en helt særlig måde. Jeg husker øjeblikket tydeligt, da du lige var kommet op på mit bryst. Så fin og lille. Og meget mørkhåret. Du var en overraskelse. For alle. Ikke mindst for mig.

Jeg var sikker på, jeg skulle have en dreng. Selvfølgelig. Det plejer vi jo. Fire drenge, havde jeg tænkt. Helt perfekt. Men det var dig hele tiden. Det tog vejret fra mig. Jeg var hudløs. Længe.

Hurtigt blev du en naturlig del af flokken og i dag kan jeg ikke forestille mig andet end at være mor til jer. Mine fantastiske fire. I har et unikt samspil, et søskendebånd, og det er det mest livsbekræftende at være vidne til.  

Jeg føler mig priviligeret. At få lov til at følge jer så tæt. Det er mit held.

Det er ubegribeligt, at der er gået to år. Vi har ingen baby mere. For første gang længe. Uvirkeligt og helt selvfølgeligt. 

Og der er noget særligt over én på to. Over dig. Livet er fantastisk. Der er mange smil. Mange grin. En personlighed vokser frem. En humor. Et sprog.

Et lille menneske tager form. Vores lille. Tak, smukke skat og tillykke med de første to. 

Vores weekender har det sidste lange stykke tid, faktisk siden vi kom tilbage fra ferie, været fyldt op af dejlige arrangementer, med mennesker vi sætter pris på. Den seneste weekend var ingen undtagelse, hvor vi havde hele tre begivenheder på to dage. Det hele forløb fint og det var dejligt at skabe minder med dem, der har betydning. 

Men det har sin pris.

Jeg er et meget socialt væsen, der elsker at tale, lytte, diskutere, grine og være omgivet af gode folk.

Jeg er ultra opmærksom på mine omgivelser og ved ikke hvordan jeg lukker ned for dette. Jeg tager ind. Andres sorger og glæder. Det fylder mig op. 

Oplevelser jeg nyder i nuet, dræner mig efterfølgende fuldstændig i bund. 

Jeg glemmer det oftest og bebrejder mit manglende overskud i dagene derpå. Bliver sur og ked af min overvældende træthed og trang til at være alene.

Jeg forsøger at omfavne, at det er en del af mig. Både at elske hurlumhej og have ekstrem behov for stilhed, fordybelse og selvpleje i enrum. Det er okay. Bare ikke særlig praktisk.

Jeg er stadig mor til fire mandag morgen, når hverdagen sætter ind. Her er ikke rum til opladning. Ikke før alle er på vej og har fordybet sig i hver deres. Der forsøger jeg en lille stille flugt. Ud i min have, i komplet ro. Uden et formål.

Disse små afbræk hjælper. Jeg samler mine tanker og skubber den lede beklagende stemme væk. Taler pænt. Til mig selv. Og accepterer mere, at det er sådan det er. Sådan jeg er. 

Om et par dage er det bedre. Ikke lige nu. Ikke om lidt. 

Pludselig letter det tunge. Jeg er klar til flere indtryk og kan rumme igen. 

Jeg må huske det fra nu.