Vi er meget ude. Konfliktniveauet mellem børnene er minimalt og alt i mig falder til ro.

I bevægelse.

Luften gør os godt. Kroppen og hovedet bliver naturligt trætte.

I dag har de yngste klippet visne krydderurter. I store mængder. Den mindste mest benovet over at benytte en ægte havesaks, den anden mere målrettet, arbejdsom og fokuseret. At mestre en opgave på eget initiativ skaber tydelig tilfredshed.

Urterne ordnes i lige store bunker. Lillesøster efteraber, mister interessen og fortsætter med spontan leg i sandkassen, hvor vand og sand blandes i forskellige former.

Og jeg betragter dem gennem lavendler. Suger det hele til mig. Lykken ligger i øjeblikke. I dette øjeblik.

Under åben himmel.

En uges efterårsferie er forbi. Den har været god. Uden daglige planer men et fokus på samvær og lyst. De voksne har forsøgt at strukturere dagene og børnene har naturligt inddraget egne meninger undervejs. Det har være fint. Udfordrende, bevares, men ganske forventeligt i vores form for familie.

Vi har:

• Haft nattøj på – flere dage i træk
• Sprunget bade over – med samme interval
• Gået ture – mest i regnvejr
• Spist kage, rugbrødsmadder og hjemmebagte boller – helst i haven når solen tittede
• Set film – i én stor bunke i sofaen
• Krammet og kysset lidt mere – og spist fredagsslik de fleste aftener 

Vi trængte til det hele og det har været mere end godt.

Den der helt særlige feriefølelse får ikke altid lov til at indtræffe. Slet ikke på en enkel uge. Men denne gang var den der. Fra starten af. Det har givet et overskud, en ro og en glæde.

Min mand og jeg nåede også at have en dag sammen. Alene. 

Vi var ved vandet. Gik langt. Snakkede uden afbrydelser og fornemmede stilheden. 

Det var rart. Mærkeligt stille, uendeligt stille, men mest godt. Og vigtigt. For det var længe siden vi bare var os. Vi elsker vores lillestore familie, ingen tvivl om det, med alt hvad den indebærer af kaos og kærlighed. Men jeg nyder også når vi prioriterer hinanden og har tid og ro. 

Det har betydning. For vores tosomhed. 

Det trækker jeg på den næste tid. Hvor hverdagen ruller, mørket er mest og vi rykker tæt, tæt sammen.

Klokken er over tolv og den mindste burde sove lur. Jeg har dog midlertidigt slået mig ned med mine nysmurte frokostmadder til lydbilledet af mine to yngstes leg.

De leger med Plusplus. Et naturligt skift mellem fuld koncentration og småsnak, alt imens der bygges detaljerede figurer af de små kantede brikker. 

Jeg føler mig tæt på lykkelig.

Lykkelig over at være lige her. At kunne blæse på om sovetiden skrider og aftenen bliver længere for den yngste. For vi holder fri igen i morgen og kan sove tidligere der hvis behovet opstår.

At kunne nyde øjeblikke som disse.

Og spise min perfekt modnede avokado med de sidste hjemmedyrkede tomater og en færdigkøbt humus fra Netto til. Det bliver ikke meget bedre.

Glemt er den lange morgen, hvor utallige konflikter skulle løses, matchende strømper blev fundet og tørre ekstra sko taget i brug. Nogen havde glemt at fortælle om dyngvåde yndlingssko efter gårdsdagens regnvejr og de ellers så smarte forældre glemte at tjekke efter. Vi kom ud af døren i nogenlunde god ro og orden, nåede skolen i fin stil, inden det ringede ind.

Trods startvanskeligheder og en morgen hvor det meste gik skævt, er alt godt nu. Det er det gode vi husker. Og det er lige foran mig.

Tænk, at være så heldig.

Jeg blev mor for første gang for omkring ti år siden. Det var overvældende. Jeg følte en tilknytning der i begyndelsen var så voldsom, at jeg ikke kunne rumme, at andre skulle holde min baby. Samtidig oplevede jeg, at det på en måde forventedes af mig. At vise ham frem. At give slip. På trods af, at alt i min krop strittede imod og jeg mest havde lyst til at burre mig inde med min mand og vores lille dreng. I kærlighedsboblen.

Jeg var på det tidspunkt ikke god nok til at sætte en grænse, da følelserne var så nye, at jeg ikke kunne finde ud af, om jeg følte forkert. 

I dag ved jeg bedre.

Jeg øver mig i at være tryg i de valg vi træffer. Også selvom vi gør det anderledes end de fleste. 

Det er vores liv. Mit liv.

Og jeg har ikke fået børn for at placere dem i institutioner i størstedelen af deres barndom. Jeg vil være sammen med mine børn. Det burde være en menneskeret. En børneret.

Ingen børn vælger selv at blive født. 

Børn er et tilvalg og vi skylder dem at være der. Være til stede. Være nærværende i vores relation. Det skaber tryghed og glæde. 

Det er en investering i liv. I fremtiden. For vores børn og for os selv.