Vores yngste dreng går ikke i børnehave mere. Da beslutningen først var taget, føltes det tosset ikke at have gjort det for længst. En bølge af lettelse skyllede ind. Over mig. Og vores hverdag. Hvorfor kunne jeg ikke se, det var det rigtige hele tiden? 

Det tog tid. Livet tager tid. Det er okay.

Store beslutninger og svære valg fylder ofte mere og virker større. I tankerne. Indtil jeg springer ud. Nu er det godt.

Jeg føler en sikkerhed i vores valg af levemåde jeg længe har længtes efter. Måske jeg bare er ved at være landet godt og grundigt i hverdagen. I livet. I mig selv. Jeg vågner op til dage med fuld knald på intensiteten, men også med mere ro, fordybelse og masser af nærvær med min familie. Det er rart.

Helt indeni. 

I tre uger har jeg haft to børn hjemme på fuld tid. Det har overrasket mig, hvor tydelig en forskel jeg kan mærke. På ham. På mig. 

En anden ro. 

Deres søskendeskab vokser. Deres kærlighed til og glæde ved hinanden er ikke til at overse. Nye roller opstår. Nu er der to. De to. Det er unikt at opleve hvordan et venskab skabes. Mellem søskende. Jeg har set det før med mine ældste og det giver mig en helt særlig varme i kroppen. I hjertet. Det betyder meget for mig, at de kan bruge hinanden og lære af deres nærmeste. 

Her er tid. 

Og jeg er her. Jeg gør mig umage. Jeg fejler, jeg køres over, jeg undskylder, jeg lykkes, jeg elsker. 

Alle disse. Alle dage.

Mest af alt er jeg taknemmelig. Over at turde at vælge. 

Min egen vej. 

Måske lyder det som en floskel; at gå efter sin mavefornemmelse. Alligevel er det noget jeg altid har gjort, da alt andet har virket forkert. Dermed ikke sagt at det er nemt. At følge sit hjerte. Men det er nødvendigt, hvis min tilværelse skal have mening. 

Og det skal den.

At mærke hvad der gør en glad og er rigtigt for en selv er noget, jeg ønsker at give videre til mine børn. Så tror jeg på, de kommer længst.

Jeg har altid mærket mig selv meget tydeligt. Nogen gange oplever jeg det problematisk, da jeg har svært ved at sortere i indtryk, men tager alt ind. Det er svært at skærme mig selv, når det er en stor del af mig at være opmærksom på de mennesker jeg har i mit liv og de omgivelser, jeg bevæger mig i. Det kan i perioder være udmattende. Samtidig oplever jeg det som en stor styrke, da jeg virkelig forsøger at træffe valg og leve mit liv efter det, der virker vigtigt. 

Ægte.

Når mine børn periodevis har følelsesudbryd der virker voldsomme, husker jeg mig selv på, at det er en god ting. Et sundhedstegn. Selvom det kan være svært at håndtere i øjeblikket. Når flere end én føler stærkt på samme tid, men på forskellige frekvenser, skal jeg have overblik.

I disse situationer, er jeg aldrig i tvivl om hvordan de har det.

Gennem udtryk. 

Jeg oplever det som svært at træffe anderledes valg end de fleste. At leve på vores egen måde. Skabe vores liv efter bedste overbevisning. Ofte skal jeg forklare og forsvare vores måde at gøre det på. Det gør mig ked af det. Og jeg undres. For jeg beder ikke andre mennesker om en forklaring på hvorfor de lever som de gør. Jeg respekterer, at der er mange måder at være til på. Jeg vil have lov at være på min måde og ikke gang på gang forsvare, at jeg føler en stor tilfredshed ved at gå hjemme. Være tilstede. Med mine børn. Med min familie.

Jeg har længe taget tilløb. Til at handle på min mavefornemmelse. Nye ting sker, vigtige valg er truffet og jeg ved det bliver godt. Giver en fornyet ro i hverdagen. 

I livet. 

Hvor ting ikke sker af sig selv. Men er en proces, hvor jeg hele tiden oplever, lærer og erfarer.

I samspil med mine vigtigste.