Det er koldt udenfor. Og vådt. I dag er vi langsomme.

Sofaen er indtaget med kaffe, Lego og de nyeste biblioteksbøger. Ingen planer om at flytte os.

Før det ringer ud.

De ældste skal retur og vi fortsætter dagen med fælles film, varm kakao og tunge dyner. 

Det er mandag.

Jeg nyder det lidt ekstra. At vi selv bestemmer. Hvad dagen skal bringe. Om vi planlægger noget eller blot ser hvad der kommer. I dag er vi stille. Der er brug for fordybelse.

Uendelighedsblikke.

Fysisk nærhed. Uden store stemmer. Intet ambitionsniveau.

Små smil. Lange kram.

I dag er vi her. Og det er nok.

De gik igen. De fine dage. Den gode tid. Vores lille, ikke ubetydelige, tilværelse hamrer afsted. Står stille.

Tidslommerne forsvandt.

Tankerne er mange og lysten til at skrive uforandret. Men den smuldrer. Ambitionen. Prioriteringen af at tage tiden. Livet er i vejen. 

Nu er det nu.

Vores dag startede i al almindelighed. De mellemste var i kæmpe konflikt, den ældste og den yngste trak sig og jeg forsøgte at mægle, så vi kunne komme ud af døren.

Til tiden.

Det gik. Vi gik. Og stemningen var god som den oftest er, når først vi er afsted. På vej.

Selvom solen ikke står ordentligt op, regner det ikke i dag og skoledrengene er vel afleveret. Vi andre tre tog en omvej forbi en af byens mange legepladser, for derefter at vende hjem til boller i sofaen, dyner og ubekymret leg. 

Jeg var for hurtig med regnen. Nu drypper det. Jeg putter den lille. Ude. Mine fingre er kolde. Mine briller våde. Men indeni er der varme. 

Præcis som de andre dage. 

Min ældste er bange for døden. Jeg forstår ham godt. For hvorfor skal vi dø, når livet gør så godt?

Over det hele.

Jeg siger, at livet er værd at leve, fordi vi skal dø. Uden døden ville livet ikke være.

Det mødes i modsætninger.

Vi lever mere når døden er et forhold. Døden er ikke dum. Den er smuk. Et bevis på livet.

Der var. Der er. Der bliver.

Til evig tid. 

Jeg blev mor før de fleste. Jeg havde ingen forventninger. Kald det naivt. Jeg havde lyst. Lyst til at skabe. Noget rigtigt. Med ham jeg elskede.

Elsker.

Jeg havde ingen ideer om hvordan det ville være. At blive mor. Ingen at spejle mig i. At sammenligne med. Blive inspireret af. Vi havde hinanden. Og var mest optaget af, om det virkelig kunne være rigtigt, der kom et barn ud af det her.

Urealistisk.

Jeg havde svært ved at tro. Trods overvældende træthed, megen madlede og voldsom kvalme. Var jeg ofte bange. For at miste det, jeg ikke vidste hvad var. Ikke kendte til. Jeg havde prøvet det før. Spontan abort. Lige inden jeg blev gravid denne gang. Det slog mig ud.

Jeg mistede håbet.

Det fyldte meget. For meget. Jeg husker busturen ind til den første scanning. Omkring uge tolv. Jeg sagde til min kæreste, at han ikke måtte blive for skuffet, hvis der ikke var noget. Jeg følte mig overbevist om, at jeg ikke kunne være så heldig. Det kunne jeg. Det er jeg.

Det virkede.

At blive mor betød noget. Mere end jeg vidste. Det var en mærkelig størrelse. Jeg anede jo ikke hvad det ville sige. Kunne bare fornemme, det var ægte. Uden at kunne sætte så mange ord på. Det ligner mig ellers ikke. 

Det var sårbart.

Livet forandrede sig. Mit fokus var et andet. Alt uden om virkede ligegyldigt. Det havde betydning om min krop gjorde som den skulle. Var i live. Vi skulle have et barn. 

En genstart.

Og det blev noget nyt. Noget andet. Noget mere. End vi kunne forberede. Tro. Håbe. 

Forventningerne udeblev. Det var meningen.

Så kærligheden kunne vokse. 

Jeg stiller store krav. Til mig selv. Jeg forventer mere. Ud over hvad der synes rimeligt. Og jeg har stor tillid til mig selv. Om at lykkes. Det er bare ikke altid muligt. Når jeg fejler, rammer det hårdt. Jeg skuffes og slår mig selv i hovedet. Dumt og ikke særlig udviklende.

Menneskeligt.

En anden måde at gå til tilværelsen på virker. I praksis. Jeg kunne førhen have utopiske tanker om, at alle havde det perfekt. I sig selv og med hinanden. Jeg kunne ligge vandret i luften for at stille behov, mægle og please i en sådan grad, at jeg til sidst fik helt åndenød. Og konfliktniveau og humør var uændret.

I stedet stræber jeg efter at droppe alle forventninger om ren idyl og ingen sure miner. Sådan er livet ikke. Sådan er mennesker ikke. I hvert fald ikke her. Vi føler. Vi udtrykker os tydeligt. Vi frustreres. Vi larmer. Derfor er vi ikke dårlige. Vi er nuancerede og jeg forsøger at vise, at det er godt at kunne være i sin vrede. At alle følelser er rigtige.

Ægte.

Mine børn er fire forskellige individer med hver deres syn på sagen og det ville være et mirakel, at de alle ville kunne enes til hver en tid. Jeg synes de lærer meget igennem deres kontroverser. At gå på kompromis. At deles. At det nogen gange er okay, den ene bestemmer legen. Og jeg skal mest være upartisk og stå klar til at vejlede, når det er nødvendigt. 

Jeg ønsker ikke perfektion. Jeg oplever dagligt skænderier i større eller mindre grad, men jeg ser også børn, der leger i timevis. Giver gode grin og finder finurlige fund.

Mine dage er uforudsigelige og udmattende. Vandvittige og varme. Mine børn bruger hele paletten. Udfolder registeret af flere omgange. Fordybes i egne interesser og optages af sager de sanser i verden. Jeg mærker en stolthed. Lykke i sin reneste form.

Alt er ganske uperfekt. Præcis som det skal være.

En ny tid begynder. Et nyt år. Nyt årti. Jeg føler et overraskende behov for at gøre status. Opfinde en begyndelse. Nye tider kan komme. Vil komme. Om jeg gør til eller fra. Det er min erfaring.

Livet sker.

Jeg plejer ikke at mærke anderledes fordi året skifter. For tiden er jeg mere følsom i forhold til årstider, vejrforhold, lys og mørke.  Mange valg er taget og forandringerne er tydelige. Indeni og udenpå. Måske er det derfor. Jeg giver mig lov til at se. 

Livet er.

Jeg er glad. Jeg ser mig ikke tilbage. Det vi gør og hvor vi er, giver tilfredshed. 

I dette nye år har jeg et ønske. Eller snarere en ambition. Jeg vil give mig selv mere plads til at skrive. Ro til fordybelsen. Uafbrudte tanker. Jeg ved det kan ske. På trods af mange børn og to hjemme på fuld tid, vil jeg stræbe efter denne selvforkælelse. Og skabe. 

Lommer af tid

Det giver energi. Overskud og kærlighed. Til mig selv. Det er vigtigt. Før og nu.

Og i sidste ende.