Jeg har altid haft et mål. Siden jeg var lille. En plan. Noget jeg stræbte efter at opnå. Ambitioner. Været på vej til at blive til noget.

For tiden skal jeg være nogen. Ikke et uambitiøst projekt. Dette hjemmeliv kræver hårdere arbejde end jeg har prøvet. Med mig selv. At kigge ind. Slutte fred. Være okay. 

Jeg øver mig stadig. Lige nu.

Dybt inde ved jeg hvad det handler om. Jeg er okay. Det skal jeg bare lige forstå. Acceptere. At jeg er mig. Jeg mærker meget og det udmatter mig ekstremt. Især efter sociale arrangementer. Mange indtryk. 

Jeg kan til stadighed blive irriteret og slå mig selv i hovedet over, at jeg trives bedst i tryghed og vante rammer. Det forudsigelige. 

Og samtidig elsker jeg energien, der opstår sammen med andre. At snakke, lytte og opleve. 

Det er et paradoks, hvor jeg skal passe på mig selv og samtidig sætte mig selv i spil. For jeg kan godt. Jeg drænes, men det gør også godt.

Gennem mit liv har ingen opfordret mig til at blive til nogen. Mange har sagt jeg skal blive til noget. Få en uddannelse. Et arbejde. Gøre det rigtige.

Jeg ønsker at skabe. Det gør jeg allerede. Hver dag. Bliver bedre til at se mig selv. Får fred. Det er vigtigt det jeg gør. På trods af normer og udefrakommende velmenende meninger. Uopfordrede råd.

At blive til nogen og noget hænger sammen. Men nogen må komme før noget. Det har jeg ikke tænkt før. Jeg har gjort det, jeg troede forventedes. Uden at tænke over hvad jeg selv ville.

Denne nogen er ikke på fast form. Mere i bevægelse. Konstant. Men kernen er fastere. Den finder jeg mere og mere. Jeg tror på, jeg er noget. For der er mere styr på nogen, end der var før. 

Jeg er på vej. Jeg er mig. Og det er okay.  

Det sner! Hvilken glæde. En eufori. Et sammenkog af følelser, der vælter ned fra himlen. Så tæt på lykke.

Her til morgen vågnede vi op til snevejr. Sjældent har jeg set fire børn komme så hurtigt ud af sengen. De måtte ud. Mærke kulden og den hvide magi. Mellem små hænder.

Nu er det hele væk. Alt er blødt igen. Vådt. Det er som om, det aldrig var.

Jeg må indrømme, at jeg er færdig med regnvejr. Helt. Det har regnet for evigt og jorden kan ikke klare mere væske. Små søer opstår overalt og det er svært at være ude. Når alt er gennemvådt. Jeg forsøger ikke at lade det påvirke mit humør. Det lykkedes.

Kun tildels. 

Det tynde hvide lag, der dækkede jorden til morgen gav en energi. Et spinkelt lys. Gid der kommer mere. Sne og frost. Inden foråret får fat. Flyverdragter ligges væk og havedøren står åben. Livet rykker udenfor. Vi fylder fryseren med is og gør campingvognen klar.

Tager afsted. 

Små ture. Frihed, forår og feriefølelse. Afbræk. Hvor vi deler oplevelser sammen.

Når verden bliver mindre.

Januar er gået. Årets mørkeste måned, der ofte er svær at gennemleve. Alt er nyt. Det samme. Sommeren savnes. Alt det varme. 

Lyset.

I dag er det tirsdag. Vi burde rydde op og gøre rent. Forsøge at se bunden af vasketøjsbjerget. Men ingen ser rodet.

Bag ruder, der dugger.

I går var vi ude. Solen var fremme. Sammen med frosten. Mit yndlingsvejr. Om vinteren. De tre yngste var hjemme. Småsyge. De legede. Diskuterede. Hostede. Næser blev pudset, kulden gav røde kinder og sol varmede min ryg. 

Sandkagerne blev bagt mens huler byggedes om.   

I dag regner det. Til ingens overraskelse. Vi søger sammen. Læser de nyeste biblioteksbøger og spiser boller med nutella. 

Drikker en kande kaffe. 

Mens februar tager sin begyndelse. På smukkeste vis.