Lige nu fylder det vores virkelighed. Det er svært at forestille sig, at det har en ende. At vi en dag slår dørene op. Inviterer små og store venner ind. Griner og krammer.

Glemmer. 

Minderne vil være der, men følelsen kan være svær at finde frem. Sådan helt ægte. Ligesom de lange søvnløse nætter. Med babyer, der hjælpes i søvnen. Endeløse amninger. 

Jeg husker det tydeligt og alligevel er det væk. Den sande følelse. Den opleves kun i nuet. Jo mere jeg tager ind des nemmere er det at kalde frem. Men det vil altid kun være et flygtigt minde.

Om noget der var.

Ikke at det mister sin betydning. Jeg kan godt blive sorgmodig over, at de lange nætter er forbi. Nu er børnene større og tiden er en anden. Jeg længes.

En dag vil vi kigge tilbage på denne tid. Hvor alting står stille. Og sker. Vi udvikler os sammen. Hver for sig. Tvinges til at kigge på livet. Ordentligt. Overveje om det virker rigtigt.   

Jeg tror, det er sundt.

Selvom alt er forandret er meget det samme. Børn sover til middag. Måltider indtages i fælleskab. Med snak om dagene der går. Vi leger og læser. Sengetider flyder ud og morgenerne er lange. 

Vi finder vores rytme.

Et er sikkert. Der vil altid være en tid før og efter. Intet bliver som det var. Vi kan ikke vide hvad der sker, men vi kan gøre vores bedste for at være. 

Lige nu.

Jeg glædes over alt jeg har og skubber bekymringer til side. For en stund. Vi har det godt. Holder fokus på det af betydning. 

Alvoren er tydelig.

Jeg trækker vejret. Kigger op. Holder tæt. Og ved det nok skal gå.

Når vi har hinanden.  

Min ældste spurgte her til morgen, om han måtte male i stedet for at lave matematik. Jeg er født til at være kunstner, siger han. Det rører mig. At han så tydeligt mærker, hvad han vil. Noget jeg selv bliver bedre til. At finde passion. Mærke efter. Kundskaber er vigtige, men simple skoleopgaver er ikke alt. Når intuitionen følges, skabes selvværd. 

Selvforståelse. Udvikling.

Denne tid, hvor Danmark er lukket ned, er svær at definere. Få greb om. Jeg er både usikker og bange. Det indrømmer jeg. Og alligevel er jeg rolig. Glad. For vi er alle lige her. Det giver mening. Skaber perspektiv. 

Vi er gode til at være sammen. Det er ikke konfliktfrit eller ren idyl. Det har jeg heller ingen forventning om. Det er vores. Det er stærkt. 

Jeg nyder de lange morgener uden vækkeur og planer. De gode ture og mange timer i det fri. Det er nødvendigt. For vores energi. 

Forleden spurgte jeg min yngste dreng, hvad han elskede allermest. Min familie, svarede han. Uden at tøve. 

Det gør mig stolt. Ægte glad inderst inde. For hvad jeg har skabt og er med til at forme. Hver dag.  

Vores familie.

Der er ro på. Stille fordybelse med Anders And og Harry Potter. Jeg smiler.

Og kaffen er varm

I skoven er der stille. Fuglene høres tydeligt. Aktive. 

Som mine tre yngste.

Vi er på tur. Madpakkerne er med. Cykler og en klapvogn med varme tæpper. Til små ben, der bliver trætte. Først om lidt.

Løber tør for gå.

Vi sidder på varme sten. Solen skinner i mine øjne. Spiser æbler og mærker foråret er på vej. 

De små ting, de fælles oplevelser, får lov at være. At fylde. Dagene ud. Med børn, der trives og voksne, der glædes. 

Tør tage imod. En ganske særlig gave. 

Mens vinden suser og bærer os afsted. 

Med taknemmelighed.   

Jeg elsker det danske

Sproget

Det er ydmygt

Dømt til aldrig at være

For meget

Godt 

Fint nok

Ikke mere

Med smukke vink i detaljen

Små rytmer

Der ikke altid ses

Ved første kig

Når vi tør

Er det til at forstå

Og se

Hvis vi vil

Jeg var ikke længere i centrum. Mit fokus ændredes radikalt. Verden blev vendt på hovedet. Fik nye farver. 

Da jeg blev mor.

Hvordan skabes en god familie? Det spørgsmål mindes jeg ikke at have stillet nogensinde. Heller ikke hvordan jeg ønsker at være i verden. 

Når jeg bliver stor.

Tankerne kan skræmme. At stille disse spørgsmål, rykker ved nogle fundamentale ting i mig. Det kan jeg mærke. Tidligere kunne min lykke ligge i at være dygtig. Blive anerkendt for at præstere bedst muligt. Opnå faglig og personlig succes. 

For mig er det vigtigt, at vores børn ikke vokser op og tror de skal præstere perfekt for at blive set. Det har ingen betydning hvad de bliver. 

De er. 

Mere end hvad jeg nogensinde turde tro. De mærker, de udtrykker sig, de sanser med hele systemet.

Der ligger en værdi i at dygtiggøre sig, men den største værdi er for mig at turde være. Jeg tror på, det viser vejen mod den rigtige måde at skabe et meningsfuldt liv. Et liv, der har betydning for den enkelte.

Jeg ser en stor styrke i familien. Sammenholdet. At støtte op om hinanden, spejle sig. Det er i min familie jeg finder fred. Det er her jeg henter energi. Her jeg elsker mest. Og her jeg tør fejle. Her jeg er. Det hele.

Taknemmelig, træt, i tårer.

Over alt der var. Over det der er.

Her jeg glæder mig til hvad der kommer.

For nu tør jeg se.