Jeg har malet et gammelt glasskab. At male giver ro. Tomhed i hovedet. Fred for tanker. Af forskellig slags. Jeg afledes og er i nuet. Noget jeg til stadighed bliver bedre til. Øver mig på. At være til stede. I de små ting.

Dagenes gang.

Skabet har stået i min farmors kælder. Der var det mørkerødt. Eller sart mintgrøn. Begge farver kunne anes. Det var også en del af mine forældres første fælles sted. Før min historie tog sin begyndelse. Afsyret i en gammel tom svimmingpool. Udendørs. 

Et fællesprojekt.

Jeg husker det fra mit barndomshjem. Med spil og glasmaling på ruderne. Nu er det vores. Det trængte til kærlighed. Efter mange år i min mors carport. Til opbevaring af udendørs sager.

Gemt og glemt.

Jeg har det godt med gamle møbler. De taler til mig. Gemmer på historier. Om liv, der får lov at fortsætte. 

I andre farver. 

I går var vi i skoven
Fra morgenstunden
Med madpakker 
Energi
Vendte hjem med trætte kroppe 

I modvind

Forbi gule rapsmarker og blå himmel

I dag spiser vi morgenmad i sofaen
Vasker gulv
Leger inde
Til regnen stilner af

Udelivet kalder

Med små og store byggeprojekter
Gyngestol og plantebord
Mine ældste er igang
Sammen med morfar 

Himlen er åben
Uden begrænsning
Giver plads til nyt perspektiv

Og jeg ser nuancerne
Opdager livet i kontraster
Finder værdi

Det er mening
I mit liv

Vi skal til Italien. Med campingvogn. Køre ud af motorveje. Se landskabet skifte. Høre høj musik og snakke. Mærke ferien trænge ind. Langsomt.

Under huden.

Ankomme til sol og varme. Vores hemmelige sted. Kigge ud over bakker. Bevægelser. Smukke farver. Bade, svømme og lege. Være. Drikke espresso og spise mange is. Pizza og pasta. Vi glæder os. 

Længes.

Det bliver ikke denne sommer. Ikke alligevel. Verden er stadig usikker, Coronaramt, og planerne må ændres. Vi bliver i Danmark. Uden endelige mål, men med masser af muligheder. 

Og sommeren bliver god. Ferien skal føles. På trods af forventninger, der ikke kan indfries. Drømme, der må udskydes. Eller bygges videre på. I andre omgivelser. 

Hvor vi kan opdage.

Nye eventyr.  

Du er både lillebror og storebror. Dog allermest dig selv. Nummer to. Stor og stadig lille. Følsom og stærk. Betænksom og modig. Opmærksom.

Du ser.

Reflekterer over verden omkring dig. Kan ikke rumme det hele. Ikke altid. Bliver vred. Og ked af det. Det fylder meget og går over igen. Når nogen lytter.

Nu er du otte.

Du vil altid være min lillestore. På en førsteplads i mit hjerte. Side om side med dine søskende.

Mit hjertebarn. Min nummer to.  

Jeg elsker dig.

Min lykke er ikke en konstant. Den rene følelse opleves i glimt. Jeg mærker en grundtilfredshed. I tilværelsen. Med hvor jeg befinder mig. Fysisk og mentalt. Det er ikke en selvfølge.

Jeg har dage, hvor jeg er trist og momenter uden overskud. Mister retning. Stirrer ud i luften.

Uden at se.

Det er en del af livet. Mit liv. Jeg har ingen forventning om, at lykke er en langvarig tilstand uden brud. Jeg mærker den tydeligst efter dage med uro. I krop og sind. Og kunsten er at stille skarpt. Opdage, at lykken ligger i øjeblikke. Den er.

Lige her.

Når min ældstes øjne lyser, mens han blander en rødlig farve til det nyeste kunstværk. Når de mellemste griner indforstået, snyder i Matador og køber hoteller til Rådhuspladsen. Når den yngste vander højbede, kartofler gror og smilet når øjnene. På os begge. Når blikke mødes under højlydt snak og sang. Under måltider. Hvor vi for længst har opgivet at føre en samtale. Vi er sammen om det her.

Min mand og jeg.

I disse momenter glemmer jeg alt om tiltagende vasketøjsbjerge, tunge tanker og usikkerheder. Jeg lader lykken trænge ind og falde ned.

På plads. 

Her skal den bo. Fylde ud. 

Give plads til at være. Gladere end jeg var. Sårbar. I mine følelser. Og når jeg ser efter, lader lykken vokse, mærker jeg en sikkerhed. I det liv jeg lever. Bevidst.

Og med åbne øjne.

Skolen er åbnet op for de ældste, men vi er fortsat hjemme. Allesammen. Det virker vigtigt at se tiden an. 

Lidt endnu. 

Vi hjemmeskoler og har fundet en fin rytme. Jeg forsøger at finde ro i mangel på struktur og tager dagene som de kommer. Det går godt. Det meste af tiden. Midt i denne mærkelige tid opdager jeg mere om mig selv. Jeg er god til ikke at have en plan. Overraskende god. Og når konfliktniveauet når de højere luftlag, skifter vi scene. Går ud. Uden nogen større plan end at være. 

Udenfor. 

Børnene har altid mange gode argumenter imod at bryde op og tage på tur. Der diskuteres. Hvorfor, hvordan og hvorhen? Skal vi cykle eller gå og har vi mad med? Jeg lytter, bevarer overblikket og venter på roen, der altid opstår. 

Når først vi er på vej.

Og det gør noget virkelig godt. For alle. Stemmerne føles ikke så høje. Under en himmel, der er åben. Vi kan lege. Uden grænser. Skoven er stor og stierne mange. Vi løber ikke tør i dag. 

Hjemme igen er der ro. På alle kroppe. Vi er klar til igen at fordybe os. Starte fra nul. Eller gå tilbage til en tidligere leg. 

Med nye øjne.