Der sker noget, når jeg har været væk fra vores hjem i længere tid. Mine sanser skærpes. Jeg betragter med nye øjne. Gulvet står ikke rigtig stille. Jeg er i frit fald. Rummene virker større. Vokser foran mine øjne. Mens jeg bevæger mig rundt. Fra rum til rum. Kigger forsigtigt ind. Berører overflader. Bemærker de velkendte dufte. At gulvbrædderne giver sig.
Som de plejer.
Efter tid, falder det hele på plads. Gulv og loft er i ro. Jeg bevæger mig mere vanligt rundt. Tager et glas fra skuffen. Drikker vand fra hanen. Direkte. Tilbereder måltider i køkkenet.
Som om, jeg aldrig var væk.
Men følelsen sidder fast endnu. Glæden ved at vende hjem. At have et hjem, hvor jeg føler mig allermest i ro. Det er ikke en selvfølge.
Intet tages for givet.
Jeg søgte i mange år efter denne specifikke ro. Da mit barndomshjem forsvandt. Gik jeg i flere stykker. Indeni.
De omgivelser jeg nu står i, har taget tid at skabe. Ikke kun fysisk. I højere grad mentalt. Og jeg rammes dagligt af taknemmelighed. For den familie jeg er en del af. Det hjem, jeg fortsat er med til at præge. Det er en væsentlig del af min lykke. Af mig.
At være hjemme.