Det er søndag morgen. Jeg kan høre regnen. Gennem vinduet.

På klem.

Min mand er til gymnastik med den yngste. Drengene snakker. Og griner. De bygger lego. Leger med playmobil. Fordybet i deres eget.

Jeg har trukket mig. Ligger i sengen igen. Men en bog.

På pause.

Et roligt øjeblik alene. Jeg har opdaget, det er vigtigt. Vigtigt for, at jeg kan være. At skabe et rum.

En fred.

Ro fra verden udenfor. Indenfor. Hvor jeg ikke kræver. Intet skal nå.

Bare ligge. Bare læse.

Med mig selv. 

Vi vågner op til regn. Rigtig regn. Hvor både gummistøvler og regntøj findes frem. For nylig opdateret efter en sommerferie i Danmark. Sætter kursen mod skolen. Med dryppende hårtotter. Under massive mængder vand. Hopper vi udenom snegle. Plasker gennem store pytter.

Så umiddelbart.

Og lige der, mellem regndråber løbende ned af ansigter, glade børn med store smil, får jeg øje på noget. Jeg kan mærke det. Kan mærke mig. 

Som på ny.

Selvom det blot var en langsom udånding. Et broget spejlbillede i en mudret pøl. Så jeg mig selv igen. 

Og det var smukt.   

Ord har betydning. Skaber betydning. Skaber stemning. Viser modsætninger. Nogle ord rummer meget. Fulde af liv. Andre er mindre. Mere fyld. I en større sammenhæng. 

Af mening.

Jeg er opmærksom på de ord, jeg sætter på mig selv. Hvordan ordene jeg bruger, påvirker mit humør. Mit sind. Min følelse.

Min selvopfattelse.

Jeg har tendens til at tale dårligt til mig selv. Om mig selv. På dage hvor mit overskud er minimalt, bliver mine ord hårde. Jeg bruger ord, jeg aldrig ville overveje at bruge om dem jeg elsker. Ord, der er nedbrydende. Uhensigtsmæssige. 

Usande.

Jeg vil lave et løfte. Sætte en streg. Lige her. Det stopper nu. Jeg vil tale mig op. Fylde på. Især de dage, der er svære. De dage, hvor kaffen skal nydes langsomt. Og i stilhed. De dage, hvor andre virker sure og alt er på tværs. De dage, hvor den, der ikke er i balance er mig. Hvor min egen utilstrækkelighed påvirker alt omkring mig. Alt i mig. 

De dage.

Der skal lægges til. Her skal jeg huske, at ord er vigtige. At ordene jeg bruger, er med til at definere. Min forståelse. Mit selvbillede. 

For ordene vækker følelser. I mig. Og sammen med andre er de rørende. I deres rytmer. I detaljen.

Med et budskab.

Om at elske sig selv. Med al respekt. Og med kærlighed.

Til ordet.

De sidste mange dage har været varme. Hede. Overvældende. Kroppen tvinges ned i tempo. Automatisk. Og vand er en vigtig del af dagens gang.

Det indtages, leges med, bades i.

Hverdagen er tilbage. Jeg er ikke begejstret. Den første uge er gået og jeg er ikke landet. Kan ikke finde tilbage. Finde roen der var. Før ferie. I ferien. 

Det slår mig ud.

Jeg fokuserer på øjeblikke. Oplever nætternes stille luft. Med åbne vinduer. Hvor søvnen er mere urolig. Drikker morgenkaffe på terrassen. Søger skygge. I bare maver. Holder børnene tæt. 

Græder stille. 

Jeg ved, det bliver godt igen. Selvom jeg ikke kan se det. Ikke lige nu. Angsten har før fyldt. Fyldt for meget. Fyldt mig ud. Og den har været væk. Så langt væk, at jeg havde glemt hvordan det var. 

At være i minus. 

Ikke kunne gøre det jeg plejer. Ikke være den jeg er. Jeg er ikke angsten. Men den er en del af mig. Længe en ubetydelighed. Og pludselig tilbage. 

Uforberedt.

Jeg kan ikke vende mig om. Jeg tager en time ad gangen. En dag bliver til flere. Sætter pris på alt jeg har. Og gradvist kommer jeg over.

På den anden side.

Mine drenge leger den samme leg. For tredje dag i træk. Ikke uafbrudt. Ikke uden pauser.

Eller uenigheder.

Med stor passion. Udvikling. Og samarbejde.

Fortæller de historier og skaber nyt. Et mindre univers. Af plusplus.

Jeg elsker ferie. Hvor det her sker. Mellem strandture, haveture, tudeture. Er der plads til at vende tilbage. Til gode stemninger.

Leg i samme virkelighed.

Med forskelligt udtryk.

Jeg er for første gang i ti år begyndt at løbe igen. De sidste fire måneder har jeg løbet to til tre gange om ugen.

En sejr.

Jeg løber for ro. Fra angst. For velvære. Jeg løber med glæde. Med overskud. Væk fra daglige rygsmerter. Ikke på tid. Ikke med ambitioner.

Ingen konkurrence.

Jeg løber og elsker den styrke det giver. Min krop er stærkere end den har været. Det smitter af. Mit overskud er større. Automatisk får det positive lov at fylde. I mine tanker. I mit indre liv. Det er sværere at undgå.

Med en krop i balance.

Jeg ønsker at fortsætte. Af samme vej. Og finde nye ruter. Træde stierne ned. Første gang. Mærke naturens foranderlighed.

I rytmisk bevægelse.