I dag er en god dag. Lige hvad vi trænger til. Mine yngste leger og leger. På eget initiativ. Uden indblanding. Efter lang morgengåtur, tegnefilm i sofaen og flere omgange morgenmad. Har de trukket sig tilbage. 

I fælles fordybelse.  

Det hele giver lidt mere mening. Jeg overvældes af taknemmelighed. Vi gør det her. Vi trives. Vi nyder. Vi elsker. 

Alle dage. 

Der er tidspunkter, hvor alt går op i oprydning og jeg smører madder i en uendelighed. Hvor vasketøjet synes uoverskueligt og rengøring er noget, vi udskyder. 

På ubestemt tid. 

Børnene er i konflikt. Og jeg er træt. Oftest i omvendt rækkefølge. Jeg mærker ensomhed og utilstrækkelighed. Får lyst til at gemme mig væk. Lade en voksen tage over. 

Bare et øjeblik.

Dette gør dage som i dag vigtige. Jeg husker på dem. Med langsomme morgener uden planer. Ekstra god kaffe, der nydes og er varm.

Med tanke på, at det hele går.

Den vej, vi træder. 

Det er blevet september. Vejret skifter. Bladene falder af. Skaber mønstre på jorden. Flyver flygtige omkring. Temperaturen er en anden. Kolde morgener. Lune eftermiddage. 

Tidlig mørkt.

Rummet omkring mig ændres. Naturen. Det sætter spor. I kroppen, der iklædes lag på lag. Da det ikke er til at begribe vejrets humør. Jeg tager min jakke af. Kun for at finde den frem igen efter kort tid. Hvor solen er bag en sky. Den kølige vind opleves og husker mig pludseligt på efterårets tiltagende mørke. De kolde pust. Skabelsen af melankoli. 

Eftertænksomhed.

Jeg sætter pris på disse skift. På trods af savnet til sommer og rejsen sydpå, der af ydre årsager blev afblæst i år, glædes jeg over efterårets farver. Stemningen. De lange dage i haven. Æbler og blommer samles i kasser. Dem vi ikke spiser med det samme gives væk eller gemmes. Til vinterens grød og kager. 

Et minde om sensommeren. 

Visne blomster klippes ned, buske beskæres og ukrudt fjernes. Jeg kan være ude altid. Her er jeg allermest i ro. I dybe snakke med mine kære små, der vil være med til det hele. Når de ikke bygger huler eller fordyber sig i egne lege. Alt imens jeg kigger på. Lytter til små stemmer. Med jord op ad armene og mudrede sko. 

Trækker jeg vejret dybt. Lader tilfredsheden strømme ud.

Lykkelig lige nu.

Jeg kan opleve følelsen af at løbe og løbe uden at nå frem. At lige meget hvor umage jeg gør mig og hvor meget jeg kaster mig selv rundt, når jeg det ikke. Jeg er min egen værste dommer. Ude fra kan det ligne, jeg har styr på alt. Det jeg ønsker mest er at give slip.

På kontrollen.

Tanken om det perfekte. Det findes ikke. Jeg vil ikke have det. Ikke her. Kontrol og perfektionisme er det, der påvirker min angst allermest. Jeg føler mig aldrig god nok. Ikke dygtig til noget.

Hvis angsten dominerer.

Og det gør den, når jeg lader mig forføre. Når jeg tænker, at alt skal være bedst muligt. Det kan det ikke. Det skal det ikke.

De gange jeg lykkes med at give efter. Lade ting ske. Betragte. Lade mig rive med i nuet. Være nærværende. Være ligeglad med, at jeg ikke har gjort rent i denne måned. Ikke bruger tankekraft på, at vi spiser havregrød og rugbrød til aftensmad og samler det mindst beskidte tøj op fra vasketøjsbunken (det når sjældent at komme op i kurvene). Her føler jeg den.

Jeg er komplet og lykkelig.

Det giver mig overskud til igen at starte vaskemaskinen og støvsugeren. Sætte ungerne igang med at rydde op – det er de faktisk gode til – og lave mad og bruge tid i køkkenet, som jeg nyder og elsker. Alene og sammen med mand og børn. 

Så jeg ved ikke hvorfor det kan skræmme mig så meget. At give slip. Hvad er det værste der kan ske? At jeg slapper mere af? Griner? Elsker lidt højere? 

Der er ingen af disse, jeg ikke kan lide. 

Husk på det. 

Vi har kendt hinanden altid. Vi har været børn sammen, unge sammen. Voksne. Fået børn. Mænd. Nogen har været igennem flere.

Vi startede samme sted. Og selvom vi er gået vores egne veje, har vi begge fundet hjem. Skabt familier. Skaber liv. Med mange børn.

På lørdag skal du giftes. Jeg elsker den ro, det giver. En sikkerhed.

Vi har altid holdt sammen. Nu er det jer to. Sammen er i gode. Sammen er i stærke.

Hold fast.

Tillykke med kærligheden.

Alle mennesker har en historie. En fortid. En nutid og fremtid. Noget at kæmpe med. Kæmpe imod. Tænke over. Bearbejde. Det hører sig til. Det gør tilværelsen særlig. Unik.

Menneskelig. 

Det kan være fristende at ville være som andre. Ligne det, der er mest. En norm. Om lykke og harmoni.

For mig er det ikke et mål. Jo mere jeg forsøger at passe ind, des længere flytter jeg mig. Fra mig selv. Fra det meningsfulde. Det virker ikke sundt. Eller udviklende. 

Hvis jeg stoler på mig selv, min intuition, skaber jeg lys. Opdager nye sider. Vokser op.

Falder ned. 

Selvom jeg ikke følger strømmen eller gør som de fleste, er udenfor og oplever overvældende ensomhed, er jeg hjemme. Mere end nogensinde.

I mig selv.

Når jeg holder fast i det, falder mit præstationsniveau. Jeg handler. Dyrker det særlige. Det unormale. Det, jeg ikke kan stoppe. 

Det naturlige.

Indeni.