Jeg arbejder med anerkendelsen. At finde den frem. Indefra.
For med selvanerkendelse kan jeg give slip. På dårlige tanker. Om perfektion. Om at leve op til udefrakommende krav. Andres forventninger.
Ønsket om at stille op konstant. Uden tanke på hvor jeg efterlader mig selv. Uden at nå i mål. For hvordan skal jeg kunne handle på ting, der defineres udefra? Når det ikke resonerer i mit indre.
Oftest er det fordi, jeg ikke er skarp. Skarp på glæden. På hvad der er meningsfuldt for mig. Jeg ved det, men glemmer. Det ruller afsted.
Livet. Hverdagene. Tiden.
Jeg øver mig i at stoppe op og tænke på hvornår jeg sidst grinede. Helt nede fra maven. Hvornår lykken viste sig i glimt. Hvornår jeg var stolt af mig selv. Tilfreds. Taknemmelig. Og hvad gjorde jeg for at have det sådan?
Jeg giver mig selv lov til at være i disse følelser. Når alt kommer til alt, kan jeg ikke være noget for andre, hvis jeg ikke først og fremmest tager mig selv alvorligt. Selvkærlighed.
Healende handling.
Det har jeg før været god til. I takt med min børneflok er vokset, er det sværere for mig at huske. Huske mig. For tit handler mit moderskab om at udsætte egne behov, hvilket også er enormt befriende. Ikke at være i centrum. Konstant.
Stadig må jeg huske, at jeg også er vigtig. At mit velvære har betydning. Selvom det er i dyb symbiose med mine børns. Og mands. Jeg kan ikke skille det ad. Det skal jeg ikke.
Jeg må se det som en del af den omsorg, jeg viser min familie. Jeg er med. En vigtig brik. Det er afgørende, at jeg tænker sådan. Hele tiden. For ikke at miste fodfæste. Tabe vejret. Blive uskarp på den tilfredshed, jeg vil have i mit liv.
Efterårets tiltagende mørke giver ro til tanker. Ro til forandring. Mod til at handle. På det, jeg ikke synes virker. På det, der ikke giver. Det skaber fornyet indsigt. At se mig selv i øjnene. Og råbe ud i universet.
At jeg er nok.