Ikke rigtig.
Ingen værdi.
Forkert. Forkert. Forkert.
Det er ikke ofte, den følelse overmander mig. Ikke mere. Stadig kan den dukke op. I situationer, hvor mine grænser overskrides og jeg ikke siger fra. Hvor min intention misforstås. Totalt. Uden forklaring. Hvor min forventning slet ikke er.
Ubehaget sidder tilbage. En tyngde, jeg forsøger at ryste af. Bevidstheden om at kunne.
Jeg rejser mig. Igen.
Efter tid.
Dette år har været vildt. Anderledes end de sidste mange. Liv sat på pause. I en tid vi ikke forstår, men forsøger at være i. Et år med plads til eftertænksomhed.
Jeg kigger ind.
Har svært ved at begribe, at min yngste dreng fylder seks om mindre end tre uger. Han beskrev så fint forleden, at han husker alt fra sin fødselsdag sidste år og nu er det tid igen.
Tiden forsvinder. Forsvinder i os. Mister taget.
Rives med.
Uden at have en plan. Uden at vide hvornår det stopper. Mærker nødvendigheden af at slippe kontrollen. Den har ingen gavnlig effekt. Jeg vil hellere bemærke.
At lykken findes.
I små pust.
I tale kan jeg bruge tryk. Lægge det forskellige steder. Mimik og gestik. Uddybe og gentage.
Ikke når jeg skriver. Der er en enkel chance. For at blive hørt.
Forstået.
Det kræver skarphed. Omskrivning og omtanke. En retning. En mening. En anden tid. Til at skabe.
Det skrevne ord.
Jeg overgiver mig. Lader mig forsvinde hen.
I ord, jeg har skrevet før. Kender hver en betydning. Hvert et hjørne. Sætter dem sammen. Som for første gang. Får nye budskaber ud.
Gennem ord.
Alt ramler. Derude. Det er kaotisk. Uoverskueligt.
Jeg har svært ved at forstå verden. Holde den ud.
Jeg må have fred. Fra nyheder. Fra alt udenom. Og male en væg. Høre julemusik. Højt og længe. Danse rundt og rundt. Gå lange ture. Suge farverne ind.
Holde min famile. Ekstra tæt. Ekstra meget.
Til det føles godt igen.
At sidde i mørke. Holde i hånd. Beroligende strøg over varme rygge.
Lytter til stilheden. Rytmiske åndedrag.
Bliver lidt længere. Mens alle sover.
Bare være.
Og dyrke den ro, der synes uungåelig. I øjeblikke.
Af lykken.