I dag er sådan en dag. Med mere kage. Ekstra chokolade. Kander af kaffe.

Jeg hepper.

Børnene kommer i tøjet. Alle lagene. Nødvendigt når vi er ude. Det virker som lidt af et mirakel.

Hver gang.

Besynderligt nok, er der altid mindst en og oftest flere til at sætte sig imod. Vil. Ikke. Ud.

Jeg undres i ring.

Døren smækker bag os og straks er stemningen anderledes. Som ved et trylleslag. Ihærdigheden overtager. Glæden ved bevægelsen.

Og se, nu skinner solen.

Øjne løber i vand i vinden. For i morgen er dagen ny.

Om lidt, allerede. 

Et lag af stilhed. Som at bevæge sig i en anden verden. Hvor alt forvandles. Skulpturer vokser frem. Baner af is. Jeg er opmærksom på hvert et skridt. Det mærkes anderledes. 

Usikkert underlag.

Kroppen i beredskab. Sanserne skærpes. 

I dage med sne. Frost og sol. Selv når mørket kommer, føles det længere.

Livet. 

Sne er lys.

En glæde i hjertet. 

Mit yndlingsvejr.

Absolut. 

Der er lukket ned. Igen. Og selvom min mand stadig arbejder, mest hjemme, og de ældste drenge passer deres skole, også hjemmefra, føles det mest som en velfortjent pause.

Et pusterum.

Nu er dagenes eneste faste holdepunkt at komme ud. Mærke naturen. Være.

Få røde kinder, smil i øjnene og sol på næsen.

Børnene finder på lege i nye konstellationer og jeg sørger for ikke at lade angsten overtage. Lige nu er der meget, jeg kan være bange for. Ukendte veje. En usikker tid. Men der er også meget at være taknemmelig for. Ekstra samvær i familien. En nyvunden tid.

Holder tæt.

Jeg trives bedst i min families nærhed. Uden store ambitioner. Her har angsten ikke plads. Her er ro. Her er glæde.

Kærlighed.

Helt simpelt.

Jeg beder ikke om mere.