Så sad vi der. Med bare ben, sol i øjnene og is i maven. 

Den sidste mandag.

Om lidt er det nyt. Vores yngste dreng starter i skole. Hverdagen bliver en anden. Op og afsted. Morgenmad. Tandbørstning. Ud af døren. På bestemte tider.

Er det allerede nu?

Jeg føler, at tid ikke skal forstås. Nærmere mærkes. Opleves. Nogen dage er særlige. Træder tydeligt frem. Tilbagevendende tanker. Minder.

Skiller sig ud. 

Som en første skoledag. En ny begyndelse, men også en afslutning. På en tid, jeg har elsket. En tid, jeg altid vil tænke tilbage på.

Taknemmelig.

Og minderne vil være der. Selv når tiden ikke står stille, kan de kaldes frem. Sprede sig.

På en bænk på årets første rigtige varme dag. Et øjeblik lader jeg dem fylde.

Accepterer, at jeg mærker et kommende savn. Det er okay. Jeg er. Præcis hvor jeg skal være.

Mens børnene løber afsted.

Jeg føler mig mest forkert når jeg føler mig alene. Alene i mine synspunkter. Alene i min opfattelse.

Af verden. Af ting. Af mennesker.

Hvis jeg er den eneste i oplevelsen, må den være forkert. Må jeg være forkert.

Jeg taler ned.

Rammer følelsen af fiasko. Helt nede på bunden. Uden evner. Uden retning. Uden mening.

Jeg vender på hovedet. Fokuserer på alt det, der virker.

Mand, børn og hjem.

Min grundglæde.

Det vigtige.

Jeg vil gå efter det og de, som får mig til at smile mest. Giver de varmeste fornemmelser i kroppen.

Det er sjældent forkert, når det føles rigtigt. 

Det er mit kompas