Livlige bevægelser. Høje grin. Initiativ. Leg og fantasi. 

I skarp kontrast. 

Stille i solen sidder en ældre dame. Betragter mine fire børns bevægelser. De råber højt og gestikulerer begejstret. Hun nikker. Smiler.

Min mormor.

Hun er knap 90 og hun er ikke mere. Ikke hele tiden. Ikke meget. 

I øjeblikke er hun tilbage. Stiller skarpt. I interaktionen med min datter, der ivrigt viser sin dukke frem. I lange kram fra min yngste søn, inden han igen smutter op i toppen af træet. I korte spørgsmål til mine store drenge, om hvorvidt deres lange hår er blevet klippet. 

Hun hører ikke svaret. 

Hensigten var der. Hun var der. Hun er der.

I glimt.

Lige så sørgeligt det er, at min mormor er på vej videre, lige så meget er det en vigtig del af livet. En smuk del. Hvor mine børn hopper rundt om deres oldemor.

Kun lige begyndt. 

Og når lyset slukkes, vil denne dag stå tilbage. Hvor solen skinnede på hendes ansigt. Smilet nåede alles øjne.

Vi husker.

På livet, der skal leves mens vi er her. 

Med dem vi elsker mest.