Jeg er stille. Blikket er fjernt, med øjne der flakker. Forsøger at fokusere på min vejrtrækning, der lyder overfladisk og hurtig. Mit hjerte banker højt og overdøver snart al unødig støj. Jeg bevæger mig under vand, med hjertet siddende i halsen. Synker forgæves og gentager den samme sætning. Igen og igen. 

Slap af og fald til ro, slap af og fald til ro. 

Det handler om angst. Angst, der altid er med mig. Angst, der i øjeblikket fylder.

For meget.

Det er svært at acceptere, at jeg ikke kan fortsætte uden hjælp. Jeg er den eneste, der kan mærke hvordan jeg har det og jeg vil ikke lade angsten overtage mit liv og begrænse mig i de ting, jeg kan og vil. Jeg vil ikke overmandes, men vil finde ud af hvordan jeg kan rumme, uden det bliver styrende for mine valg.

Jeg er længere end jeg var. Med gode vaner som løb, styrketræning og kolde dyp i havet. Jeg passer på mig nu og fungerer i min hverdag, i mit liv, så længe jeg husker ikke at tage yderligere ind. Når jeg tror jeg magter mere, vælter hele min verden og angsten vinder for alvor. Det er ikke godt. Det er ikke holdbart. Derfor rækker jeg ud. Selvom det føles absurd grænseoverskridende at sige højt, at jeg har brug for råd, brug for hjælp, brug for at lære at leve med angst. For min families skyld.

Og min egen.

Vil jeg leve livet med angsten som en ikke dominerende følger, der i stedet for at ødelægge mig, hjælper.

Til at holde kurs.