Jeg har svært ved at acceptere, jeg er syg. Virkelig svært. Bare at skrive det ned, gør mig utilpas. Jeg føler mig ikke sådan. Mine dage er gode og generelt er jeg glad, positiv og tilfreds med mit liv. Men. For der er et stort men.

Jeg har angst. Det er ikke forkert, det er helt reelt og uden pjat. Jeg skal ikke have det sådan og jeg må godt bede om hjælp. Det er hårdt og noget, jeg ikke er god til. Jeg spørger ikke om hjælp eller har forvetninger til andre; min erfaring siger, det er nemmere at lade være, for så slipper jeg for at blive skuffet eller såret.

Jeg kan selv. Vil selv. Gør selv.

I denne situation virker det bare ikke. Det er prøvet, jeg har virkelig gjort mit, og nu skal der ske noget andet. Jeg bliver nødt til at tage ansvar for at få det bedre og det får jeg kun, hvis jeg handler anderledes. Jeg må forsøge at stole på, at andre godt kan hjælpe mig, selvom det næsten er umuligt, da jeg generelt ikke stoler på nogen eller noget.

Manglende tiltro.

En svær følelse. Jeg nærer tillid til mig selv og mine nærmeste, men ikke til ret meget andet. Og slet ikke til professionelle fagpersoner. Jeg har nogle rigtig dårlige oplevelser med fra tidligere, og det gør det bestemt ikke nemmere.

Nu er det noget nyt og jeg forsøger at tage en dag ad gangen og tro på, at dem der kan hjælpe vil mig det godt. Jeg kan ikke gøre andet. Jeg har mest lyst til at melde mig ud og løbe min vej. Klare det selv. Det er prøvet og det virkede ikke. Lige meget hvor meget det påvirker min angst i en virkelig dårlig retning, bliver jeg denne gang stående.

Afventende.

Med en bøn om at tage mig alvorligt, være varsom og give mig styrke.

Til at komme ud og komme videre.