Det er fordi jeg ikke synes, det er okay at bruge tid på mig. Som om jeg ikke fortjener det. Jeg fortjener ikke hjælp. Jeg har ikke brug for hjælp. Ikke brug for noget. Ikke nogen. Alt er godt. Jeg klarer det selv. Som altid.

Problemet er bare, at alt ikke er godt. Der er total kaos på indersiden. Selvom det lykkedes at distrahere mig selv, vender det altid tilbage.

Når mørket kommer.

Roen omkring mig giver plads til at mærke. Uroen indeni. Jeg orker det ikke. Jeg vil hellere tænke på noget andet. Glemme det. Komme videre. Have det godt igen. Vende tilbage til de gamle gennemtærskede reaktionsmønstre. Selvom de ikke længere virker.

Facaden krakelerer.

Det er så irriterende. Jeg synes, det er en svaghed at bede om hjælp. At have brug for hjælp til at gå videre.

Jeg er sårbar.

Det føles som et nederlag. På trods af det menneskelige aspekt. Jeg er kun mig. Ingen superkræfter til at skøjte henover livet. Ganske uperfekt. Fuld af dårlige vaner og grimme udtryk, rummer jeg mængder af kærlighed og følsomhed, der får mig til at flyde over.

Jeg fortjener ikke at fylde. At blive set. Jeg er til besvær og må ikke være her. Kun når alt kører for mig og jeg er fuld af overskud og energi.

Urealistisk. Kedeligt. Unuanceret.

Alligevel ryger jeg tilbage i, at det ikke er okay, jeg har brug for noget. Jeg skal kunne klare mig selv. Uden indblanden.

Livet er ikke som så.

Jeg er ikke. Vil ikke være sådan. Vil ikke være alene.

Mine vante tanker om mig selv skal forstå dette. Det er hårdt arbejde at være god ved mig. Hele vejen igennem. Både gennem det grimme og når livet er smukkest.

Jeg rummer det hele.

Jeg må godt være her. Med det hele.

Tak.