Jeg elsker lyset, før det bliver mørkt.

En skumringstid. En lykketid.

Det får mig hver gang.

Jeg tvinges til at betragte. Til at trække vejret dybt ned. Puste langsomt ud.

Nu går året på hæld, men jeg bliver lidt endnu.

I lunkent lys til halsen, giver jeg plads til forundring. Til forandring.

Til håb.

Må jeg give dig et ekstra kram, spørger jeg, inden vi siger godnat. Dine arme er tunge om min hals og jeg holder dig tæt.

Uendelig indånding.

Du er stadig min seksårsdreng lidt endnu og om lidt er du syv, selvom du lige var min lille baby. Du griner og siger nej, der er gået lang tid, mere end seks hele år! Jeg siger, at det føles sådan i mit moderhjerte. Du kigger på mig med øjne fulde af tillid og jeg ser, hvor stor du er blevet.

Du synes, de næste syv dage virker som mange lange år, før du slår øjnene op på din helt egen fødselsdag, men jeg tænker, at tiden løber fra mig, konstant bevæger sig og ikke giver mange chancer for at sætte på hold.

Sådan er det med tid, med liv, med børn.

Det vokser.

Ansvaret. Kærligheden.

Jeg håber, jeg altid må være med.