Jeg tænker tit på sjælen. Kernen. Kraften. En strøm af energi, i uendelig bevægelse. Et udgangspunkt for resten. Den jeg er, defineres her. Begynder her. De personlige dele bygger ovenpå. Særlige træk, der alle påvirker og påvirkes af hinanden. Ved at betragte dem bliver det tydeligt, at de alle har en betydning. 

Mine dele.

Den kritiske, der altid er klar på at slå ned og bemærke de mindste fejltrin. Det er som om, at den vrede jeg føler over uretfærdighed, grænseoverskridende adfærd, misforståelser og svære følelser, vendes indad. I stedet for at reagere i situationen, sker der en forsinkelse. En forvandling. Til en indre stemme, der taler ned. Taler hårdt. Om skyld og skam. 

Jeg synes ikke, det er okay at lade den vrede stemme fylde min krop med selvbebrejdelse. Alligevel sker det gang på gang. Det er nemt. Det går kun ud over mig selv og jeg er vant til den hårde tone. Jeg klarer mig.

Jeg snakker ikke sådan til andre. Tænker ikke den slags tanker. Ikke engang om mennesker, jeg ikke kan lide. Men den vrede stemme fra første, har været med mig så længe, at den er blevet et trygt sted at være. Her er helle, her er fred. Fra andres bebrejdelser og udstødelse. Her findes kun min egen utilstrækkelighed. Jeg fortjener det. Kritik og hårde bedømmelser. Når jeg har det værst, overtager det min krop.

Jeg mister mig selv.

I den ængstelig del dominerer denne følelse også, da angsten for de mindste forandringer hersker. Jeg er angst for nye ting, for at være steder, jeg ikke ved hvordan ser ud, for mennesker, for sociale arrangementer hvor jeg ikke er tryg, for at handle ind eller i det hele taget være i butikker, for at køre bil, for at løbe alene i skoven. Jeg ved ikke hvorfor eller hvad jeg er bange for.

Angst for angsten. 

Måske er det bare ikke lige nu, jeg skal presse mig selv til mere. Jeg er fyldt op, forståeligt, og har svært ved at se, hvordan jeg skal rumme yderligere. Jeg arbejder på at få det bedre, men ved ikke hvordan jeg gør det bedst. Hvordan øver jeg mig i at gøre nyt uden det bliver for meget? Hvordan kan jeg være i sociale arrangementer uden at mangle luft?

Jeg er mere end angst og kritik.

Eksistens før essens. Husk på sjælen. Husk på bevægelsen. Strømmen af energi. Den er ikke fast. Jeg er ikke min angst. Jeg er ikke min kritiske del. Jeg består af kærlighed. Kernen er bagvedliggende og delene kan udvikles og forfines. En enkelt skal ikke overtage og være bestemmende for mit liv.

Jo mere jeg kigger på den kritiske del, jo tydeligere bliver det, at den kun et problem, når den fylder det hele. Så længe den er medspiller i de andre dele, er den til stor hjælp. Når jeg skriver, er jeg ikke tilfreds med godt nok. Det skal være rigtigt. Ikke perfekt, for hvad er det, men det skal virke. Det samme når jeg maler, indretter, giver gamle ting et nyt liv; det skal virke. Ellers er det lige meget. 

Kan den kritiske del blive min ven? Kan jeg se den som en hjælp til at holde mig skarp, finde vej, give retning? Altid klar til at slå ned, når jeg er ude af balance. Tænk, hvis jeg kan vende den vrede stemme til noget godt og i stedet for at lade den overtage mit liv, bidrage positivt til en udvikling? 

Af en blidere tilgang, af et mildere udtryk med opløftende råd. Et heppekor af kærlighed. 

Det kunne virke