Selv i de mindste bevægelser, er fornemmelsen tydelig. En særlig sitren, der først forsinket når frem til bevidstheden. Et tilstedevær i kroppen, jeg forsøger at skubbe væk. Uden held.

Det påvirker mig og er tæt forbundet med angsten. 

At skifte.

De foregår konstant, store og små, og jo mere jeg fokuserer på dem, des mere har jeg behov for stilstand. Refleksionstid. Fordybelse. At være, uden tanke på andet end lige nu. Hvis jeg ikke lytter, mister jeg langsomt mig selv. Mere og mere. 

Angsten får plads.

Og jeg må ned i maven, ind i kroppen og bemærke hvert et åndedrag for at opdage, at jeg er hvor jeg skal være. 

Hvordan bliver jeg bedre til at håndtere skift? Det er her, angsten har den største mulighed for at overtage. Jeg forstår ikke angstens funktion og ved ikke, om det er nødvendigt, for at få et mere naturligt forhold til den. Jeg forsøger at byde den velkommen og have et blidere og mere positivt blik på den, ligesom da jeg sluttede fred med min kritiske del, men jeg rammer hele tiden en solid mur af undren. Hvorfor får jeg angst ved skift og hvorfor har jeg så stort et behov for at være hvor jeg er?

Jeg har en grundfølelse af ikke at passe ind, at være til besvær og ikke kunne finde min plads i fællesskabet. Derfor trives jeg naturligt i min selvskabte rolle som mor og hjemmegående. Her er mening. Det er min ting, min vej, mit sted og angsten findes ikke. Kun når jeg forsøger at bryde ud.

Min drøm er at kunne mere, skrive mere, gøre mere. Uden at få angst. Uden at gå på kompromis med mit moderskab og den tilværelse, jeg har skabt. Uden af forsvinde i følelsen af, at der er noget jeg ikke ser. Noget jeg mister, selvom det er lige foran mig. Jeg må tro på, alting kommer, når jeg er åben og klar. Men hvornår? Det er utopisk at tro, at svarene på alt findes. Eller hvad? Tanken er rar. Jeg bliver lidt i den.

Jeg ved, jeg kan og jeg ved, jeg ikke skal fokusere for meget på målet, men mere på vejen dertil. Det er her, udviklingen ligger. Her jeg finder svar.

På skift.