Pludselig står alting stille. Tiden. Luften. Kroppen. Det er ude af mine arme. Jeg bevæger mig rundt. Uden formål. Uden tanker på andet.

End svar. 

På samme tid er der noget i luften. Forår for alvor. Børnene leger i haven i timer. Himlen er blå og solen varmer ordentligt. 

Alting blev forandret på et sekund. Uden forvarsel. Uden mulighed for at være klar. Sådan er livet også.

For vildt at være med i. 

Jeg kigger på vores børn, igang med at bygge huler over alt i havens kroge. Jeg smiler og er så overdrevet taknemmelig i alt det her. De vil for altid være min største bedrift. Mit håb. Selvom alting lige nu er usikkert og uvist ved jeg, at jeg er her. Med dem. Lige nu.

Andet vil jeg ikke vide.