Mit vakserum.

Rummet der altid giver og giver. Hvor sokkerne aldrig er ens og bunden af vasketøjskurvene ikke er set siden fjerde barn gjorde sin entre. Der var engang et system, men jeg må have fortrængt det.

Ikke vigtigt at komme i bund. Ikke en ambition at nå i mål. Her kan jeg hænge ud blandt surt og sødt, lytte til mine egne tanker i et flow, der altid er konstant.

Jeg vender vrangen ud, tømmer lommer for sand og lader sejrsfølelsen flyde, når det lykkes at finde en ledig plads til det rene.

Her findes glæden blandt kaos og manglende overblik.

En evig hverdagsmeditation.

Jeg lærer langsomt.

At holde af.