Først blev jeg ramt af den velkendte følelse.

Panik.

Jeg må løbe. Væk. Væk fra det hele.

Fra mig selv.

Så kom modstanden. Mod at reagere. Jeg vil ikke acceptere, at det får mig ned at ligge. Ikke igen. Ikke mere.

Jeg gør det. Jeg tager afsted. Jeg kan klare hele verden, hvis jeg klarer det. Når jeg klarer det.

Om ikke andet, kan jeg blive positivt overrasket. Jeg tror ikke på det, men nu sker det.

Snart kan jeg kigge tilbage og tænke.

Ikke mere.