Jeg ved ikke om jeg har kræfterne til at tage kampen op.
Eller lysten.
Hvad nytter det?

Når dem jeg troede var på samme side ikke ønsker at være der, er det ikke op til mig at ændre. Jeg kan kun fokusere på min egen måde at forstå, min egen måde at reagere, tage ind, absorbere. Jeg kender min sandhed og de har deres. Vi kan ikke mødes og jeg er klar til at sige farvel.

Det har jeg været længe, men først nu er det tydeligt, at der ikke er andre veje at gå. Det er ikke uden sorg, det er en afsked sjældent, men det rummer også en overvældende lettelse. Endelig at give slip og give plads til det bedre.

Jeg vil ikke have den slags mennesker i mit liv, der kun er ude på at dræne og bedrage. Det kommer der intet godt ud af.

Der er altid to om en relation og jeg er den der er gået.

Farvel.