Jeg vender ryggen til mit klynkende barn. Han er på armen af en pædagog. En dejlig pædagog. Med varme i blikket og ægte udstråling af omsorg. Alligevel er der noget, der går i stykker lige der.

Jeg når ud i garderoben og min krop kollapser. Der kommer lyde ud af min mund, jeg ikke genkender. Som fra et dyr. Jeg kan ikke trække vejret og tårerne løber fra mine øjne. Ustoppelige.

Jeg ved ikke hvor længe jeg ligger der. Pludselig opdager jeg en anden mor, der har sat sig på hug ved siden af mig. Jeg undskylder og hun siger, det er helt normalt og sådan havde hun det også i starten. Jeg rejser mig langsomt, undskylder igen og skynder mig ud.

Næste dag holder vi fri.