Varmen kommer pludseligt. Jeg overvældes. Lader jakken glide ned på bænkens ru overflade og bemærker, at børnene også har smidt deres trøjer i græsset. 

Det er en af de første rigtige forårsdage, hvor solen har magten og skiftet mellem for varmt og koldt er svært at fornemme. 

Lyden af glade børnestemmer overdøver mine tanker og virker som et afledende lydtapet, der næsten får mig til at glemme hvorfor vi er her.

I skyggen fra træet sidder en ældre dame. Hun smiler, idet den yngste pige rækker hende sin dukke. “Vil du holde den lidt?”. Straks er hun løbet videre og kravler op i det højeste af træerne til sin ene storebror. “Oldemor, se hvad jeg kan” råber han, imens han hænger i de spinkle arme. Han giver slip og lader sig falde. Et gisp undslipper og de to store drenge løber hen til hende og lader sig dumpe ned på hver en side. Deres bare solkyssede hud står i skarp kontrast. Hun er næsten gennemsigtig. “Han er okay” siger den ældste. “Er I blevet klippet?” spørger hun. Et ofte stillet spørgsmål, der på trods af hun synes, de er nogle kønne drenge, også indeholder en undren over længden og mængden af hår. Hun foretrækker det korte og krøllede, men drengene insisterer på det lange. De går igang med en længere forklaring, men hun hører den ikke til ende. Hun er faldet hen, fjern i blikket. Stille.

Jeg rejser mig og rykker en stol tættere på. Tager hendes kølige hånd i min, på samme måde som da jeg var syv år og løb hende imøde på stranden og vi fulgtes ud til navlen. Jeg vidste ikke hun var vandskræk, hun var ved at drukne som barn, og badede ikke efterfølgende. Hun fortalte mig aldrig om det. Holdt blot min hånd. 

Jeg ved ikke om hun opfanger min varme. “Fryser du?” spørger jeg. Jeg henter et ekstra tæppe uden at vente på svar. Vi sidder stille der, jeg har gåsehud, mister fornemmelsen for tid og mærker ikke om jeg græder.

Hendes tid er ikke mere. Det kan være sidste gang vi ser hende, sidste gang jeg blidt klemmer hendes hånd, sidste gang jeg ser hendes smil nå de trætte øjne. 

En kølig brise rammer de våde kinder og jeg rejser mig hurtigt. Svimler let, samler vores ting sammen og gør mig klar. Børnene krammer hende på skift og taler i munden på hinanden. Hun begynder at græde stille og jeg føler mig som en mor, der efterlader sit barn, selvom jeg selv er så lille. “I skal sige farvel til oldemor”. Min stemme er svag og jeg forventer ikke, de kan høre mig gennem deres begejstrede fortællinger. Så fulde af liv.

Jeg suger de sidste glimtvise spor til mig og ved, hun altid vil være med mig. Uden grænser. I vores liv, i vores historie, i vores tid.

Til vi ses igen.