De visne blade danser hen over asfaltens lune overflade, uden mål, uden retning. De stiger op mellem lejlighedernes brede stier med en kraft og en fremdrift, for derefter at stoppe, lade sig falde ned med knitrende lethed og vente på næste pludselige vindstød til at fortsætte deres umulige færd.
Mine sko rammer et forvildet blad, det knaser let, jeg finder min uldtrøje frem fra tasken og kaster den hurtigt over skuldrene. Jeg går med faste skridt den samme vej, jeg har gået så mange gange før. Fra parkeringspladsens stringente rækker, langs de identiske blokke af små hjem, der på overfladen virker så ens. Jeg kan finde det i søvne.
Døren var engang af glas med mørkerøde trælameller, så tung, at min spinkle barnekrop aldrig kunne lykkes med at få den op uden hjælp. Jeg kunne læne mig hårdt og med min fulde vægt, og alligevel gav den sig først, når en større hånd hvilede over mit hoved.
De gamle døre er for længst skiftet ud. Væk er trælameller og tilliden til, at dem der passerer har et ærligt ærinde. Nu skal en dørtelefon håndteres og jeg skal vente på svar og et signal, der kan åbne den automatiske lås.
Hoveddøren står åben, da jeg kommer op af trappen. Han står høj og rank, helt til karmens top, håret er hvidt og smilet er stort. Jeg sætter meget pris på disse møder, hvor jeg bare kan være til stede med det, der er. Lige her, lige nu.
Hej morfar, jeg giver ham et kram, står på tæer og kan se, han har dækket op på terrassen.
Vil du have kaffe? spørger han, mens han ryster den sølvfarvede termokande han allerede har i hånden let.
Ja tak, svarer jeg, mens jeg lister gennem stuen med de ægte tæpper, der dækker gulvet med lag på lag og skaber den perfekte stemning til hygge og mazarinkage.
Alt er så velkendt og alligevel er det noget særligt i dag. Vi skal snakke om den bog, jeg er igang med at skrive. Et manuskript, der bygger på min morfars erindringer, mine tanker og vores mange samtaler. Jeg ved ikke endnu hvilken vej jeg skal gå, men jeg kan se projektet tydeligt for mig og ved, det er en bog jeg skal skrive.
Jeg sætter mig i den gode stol på den overdækkede terrasse, lægger mine ben på fodskamlens bløde støtte og finder mine noter frem. Jeg har en sitrende fornemmelse i kroppen og kan mærke, jeg både er spændt og nervøs for, hvordan det skal gribes an.
Han sætter sig over for mig i den anden lænestol, kigger mig lige i øjnene, uden at blinke.
Lad os komme igang.