Morfar

De visne blade danser hen over asfaltens lune overflade, uden mål, uden retning. De stiger op mellem lejlighedernes brede stier med en kraft og en fremdrift, for derefter at stoppe, lade sig falde ned med knitrende lethed og vente på næste pludselige vindstød til at fortsætte deres umulige færd.

Mine sko rammer et forvildet blad, det knaser let, jeg finder min uldtrøje frem fra tasken og kaster den hurtigt over skuldrene. Jeg går med faste skridt den samme vej, jeg har gået så mange gange før. Fra parkeringspladsens stringente rækker, langs de identiske blokke af små hjem, der på overfladen virker så ens. Jeg kan finde det i søvne.

Døren var engang af glas med mørkerøde trælameller, så tung, at min spinkle barnekrop aldrig kunne lykkes med at få den op uden hjælp. Jeg kunne læne mig hårdt og med min fulde vægt, og alligevel gav den sig først, når en større hånd hvilede over mit hoved.

De gamle døre er for længst skiftet ud. Væk er trælameller og tilliden til, at dem der passerer har et ærligt ærinde. Nu skal en dørtelefon håndteres og jeg skal vente på svar og et signal, der kan åbne den automatiske lås.

Hoveddøren står åben, da jeg kommer op af trappen. Han står høj og rank, helt til karmens top, håret er hvidt og smilet er stort. Jeg sætter meget pris på disse møder, hvor jeg bare kan være til stede med det, der er. Lige her, lige nu.

Hej morfar, jeg giver ham et kram, står på tæer og kan se, han har dækket op på terrassen.
Vil du have kaffe? spørger han, mens han ryster den sølvfarvede termokande han allerede har i hånden let.
Ja tak, svarer jeg, mens jeg lister gennem stuen med de ægte tæpper, der dækker gulvet med lag på lag og skaber den perfekte stemning til hygge og mazarinkage.

Alt er så velkendt og alligevel er det noget særligt i dag. Vi skal snakke om den bog, jeg er igang med at skrive. Et manuskript, der bygger på min morfars erindringer, mine tanker og vores mange samtaler. Jeg ved ikke endnu hvilken vej jeg skal gå, men jeg kan se projektet tydeligt for mig og ved, det er en bog jeg skal skrive.

Jeg sætter mig i den gode stol på den overdækkede terrasse, lægger mine ben på fodskamlens bløde støtte og finder mine noter frem. Jeg har en sitrende fornemmelse i kroppen og kan mærke, jeg både er spændt og nervøs for, hvordan det skal gribes an.

Han sætter sig over for mig i den anden lænestol, kigger mig lige i øjnene, uden at blinke.

Lad os komme igang.

Drømme

Duftene fremstår stærke og overrumpler hendes sanser. Sødlige sommerblomster blandes med et fugtigt strejf af grantræernes nedfaldne nåle, der udgør størstedelen af underlaget på stien de træder. Havet viser sig lige fremme og snart er alting blåt.

Hvad drømmer du om? Han ligger helt udstrakt i det sommerlune sand efter deres badetur i det friske havvand. Håndklædet er krøllet sammen til en slags pude, hvor han hviler sit hoved. Det saltvandsfugtige hår falder ned i panden og han skubber det rutineret væk, flytter lidt på sig og finder en behagelig stilling.

Spørgsmålet kommer bag på hende. Hun betragter hans rolige udtryk, mens hun forsøger at finde svar. Hvornår holdt hun op med at drømme? Var det da forældrene blev skilt og hun blev tvunget til at være voksen? Eller da hendes søster forsøgte at planlægge sin egen rejse ud i uendeligheden? Måske var det længe før det. Hun husker det ikke.

Stilheden virker larmende. Hun lægger sig om på maven og mærker sandets varme strømme gennem håndklædet. Det har en beroligende effekt på det bankende hjerte.

Jeg drømmer om at skabe min egen familie, siger han pludseligt. Jeg vil gerne være far, og det må godt være snart. Han kigger afventende på hende. Hun siger ikke mere.

Skal jeg køre dig hjem? Han rejser sig og griber hendes hånd. De bevæger sig op mod parkeringspladsen, vinden fanger hans hår, der står ud fra hovedet i en krøllet krans. Det er som om han lyser.

I bilen fortæller han om sine planer for sommeren, men hun kan ikke fokusere på det sagte, ser kun de milde øjnes ild og læbernes bevægelser. Gid turen aldrig når sin ende.

De rammer indkørslen, solen hænger lavere på himlen og træernes skyggebilleder danser over carportens tag. Jeg rejser i morgen, siger hun let. Han læner sig mod hendes krop i et akavet kram, der har lyst til mere, men slutter før det starter. Vi ses, smiler han, idet hun smækker bilens dør.

Hun gør et stop på stien op mod husets indgang, lader sandalerne glide af og træder varsomt på de afkølede mosbelagte fliser. Hun mærker en sjælden ro i kroppen, vender sig rundt og når lige at skimte bilens bagrude, inden den drejer om hjørnet. Roen blander sig med en sagte sitren, der starter helt inde i det inderste. Det er ikke en genkendelig følelse og alligevel virker det hele rigtigt. Trygt.

Hun ved ikke hvad der er igang med at ske, hun ved kun, at det mærkes som om, hun har fundet hjem og drømme kan få lov at fødes. Hvis hun tør.

De bare sandede fødder følger stiens gang og døren åbnes langsomt op.

Til nye begyndelser.