Der er noget særligt ved morgenerne, hvor lyset langsomt vækkes. Solens rolige opstigen bag træernes toppe i udkanten af haven, farver himlen i rødlige nuancer og nattens tunge dug, brændes atter væk. Hun vækkes af fuglenes muntre rumsteren i hækken ud for det åbne vindue. Strækker sig langt og længe, og bevæger sig ud fra dynens omsluttende varme. 

På badeværelset pjaskes med lunkent vand og hendes ansigt vaskes nænsomt. Hun kigger sig i spejlet og føler sig som ny i denne foranderlige fase. Børnene er ikke længere helt små og for første gang i mere end tretten år, er hun alene med sig selv. Det yngste barn er netop startet i skole og det var den sidste første skoledag i hendes omgang. De sidste seks år er gået med fuldtidshjemmepasning af børn, masser af praktik og logistik. Hun har elsket hvert et øjeblik, selvom der ikke har været meget tid til overs. Nu bliver alle børn afleveret i skole og hun går hjem alene.

I køkkenet sættes vand over til kaffe i den ældre kedel på komfuret. De kværnede kaffebønner gøres klar i filteret, der balancerer på termokandens ustabile top. Der er helt stille, helt ro. En pludselig fornemmelse af tid sniger sig ind. Tid til sig selv. 

Kedlen tuder og afbryder tankerækken. Hun hælder det kogende vand over kaffen, langsomt i det rette tempo, der gør, at vandet hele tiden dækker lige tilpas og får kaffen til at skumme og skifte i farver, jo mere vand der kommer. Dette giver det bedste udbytte i smagen, synes hun, og selvom det er en krævende proces, er det også et ritual, der giver mulighed for at vågne roligt op til dagen. 

Hvem er hun? Hvor er hun? Hvilken vej kan hun gå? Hendes tanker er mange og det er overvældende at skulle til at tage ansvar for sig selv, efter i så mange år ikke at have plads og altid komme til sidst. Efter de mange børn. Der er så meget andet at gøre. At være. Udsættelsen af at kigge på sig selv, kigge ind, er ved at nå sin ende. Det er skræmmende ikke at vide, ikke at kunne, ikke at turde. 

Kaffen er færdig og hun sætter sig i det store vindue, der vender ud mod den forreste del af haven. Det begynder at regne. Dråberne rammer rytmisk træterrassens eftergivende overflade. Tiden forsvinder og hun har svært ved at mærke sig selv. Ser kun regnen, der fortsætter sin kommen i det uendelige mod jorden, der bare må tage imod den ekstreme mængde. 

Pytter dannes på havens ujævne græsplæne og dråberne er så store, så kraftige, at de lader sig falde hele og uspolerede for derefter at springe og give plads til nye. Tider flyder ud, flyder sammen og hun sidder helt stille i slipstrømmen og venter. Hvor er hun på vej hen og kan hun overhovedet gå den vej, når kroppen så tydeligt siger stop? Kan drømmene følges, hvis angsten tager over?

Hun prøver at vende det hele på hovedet. Hvad nu hvis, det hele går godt? Eller bare noget af det. Resten kan fanges hen af vejen. Hun bliver nødt til at forfølge sin forfatterdrøm, tro på og gå efter at lykkes med det, der gør hende glad i sig selv. 

At leve af at skrive. Det ultimative. 

Hun rejser sig op, går væk fra vinduet, væk fra regnen, fra angsten og de ødelæggende spekulationer. Med kaffekoppen i hånden begynder hun sin tur rundt i huset. Børn bliver vækket, med blide strøg over lune pander og mens hun ser deres øjne, der stille åbner sig op, mærker hun en lille plads til et inderligt håb. 

Om atter at være på vej.