Han kommer trampende på usikre fødder ned af de smalle stier mellem de identiske rækkehuse, hvor jeg vokser op. Han hamrer rytmisk sin stok mod asfaltens ujævne overflade med en overraskende kraft, der får mig til at stivne midt i min fedtede kridttegning.

Jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen. Han begynder sin mumlende tale mens jeg vælger at fokusere på uret, hvis tykke kæde hænger fra jakkens inderste lomme. Han er en stolt mand, klædt i mørke jakkesæt med vest og slips. Selvom han taler dårligt efter sin sidste hjerneblødning, er der en aura af respekt omkring ham, der gør mig en smule usikker og tilnærmelsesvis bange i min lille krop.

Jeg ser hendes runde skikkelse dukke frem fra hans skygge. På det mest rigtige tidspunkt, slår hun luften ud af den ubehagelige situation. Jeg sænker skuldrene og slipper det krampagtige bid i mine kinder, en vane jeg har tillagt mig, når jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre.

Det virker også når jeg ikke må grine i skolen af komiske situationer, som de voksne aldrig forstår. De er ikke vilde med, jeg fniser højt når de skælder ud. Det ser komisk ud, når de mister sig selv i råb og jeg har svært ved ikke at bryde sammen af grin. Her hjælper et fast bid i hver en kind. Det sinker latteren og smerten hjælper til at ændre mit fokus. En smart metode, jeg ofte ser mig nødsaget til at bruge for at kunne passe ind. 

Jeg takker ja til den saft og kage hun tilbyder at arrangere og følger efter hendes fine skikkelse. Hendes sko med passende hæl, klikker roligt rundt i det lille køkken, hvor hun får ham placeret på den bløde stol i hjørnet. Hun gør en bakke klar og jeg nyder den gode stemning, der omkranser deres stabile enhed. Hun snakker let om dagene der går, han brummer bekræftende i baggrunden og jeg læner mig tilfreds tilbage.

Jeg tager imod kagens sødme, der let breder sig i min barnlige mund. Jeg synker ned i den omfavnende lykke, lader den sive langsomt ud i hver en kant af kroppen og glemmer for et kort sekund alt omkring mig. Jeg bemærker først for sent, at lydene er forsvundet.

Jeg rejser mig forskrækket op og ser Hr. Brun ligge helt stille på gulvet. Hvordan kunne jeg ikke høre ham falde? Jeg er lige ved at sætte min fod i det knuste glas fra saftens kande og undres over, hvor meget væske fylder på et slidt linoleumsgulv. Hr. Brun ligger midt i det hele og ser mindre ud end lige før. Fru Brun taler roligt til ham.

En sirene bryder den absurde situation. Hastige skridt, en båre i fart, et liv i fuldstændig forandring.

Han køres af sted med slanger, maske og hende ved sin side. Jeg står stille tilbage med smagen af blod i våde strømper, uden at vide, hvordan jeg træder videre.

Gennem glasskår.