Jeg tramper hårdt i pedalerne. Prøver at få nok fart på til at klare bakken, der er sidste udfordring inden parkeringspladsen. Vinden rammer mine varme kinder og får fat i det lange løse hår. Jeg glemte cykelhjelmen og en hårelastik i farten og nyder følelsen af det ukontrollerede virvar, der danser efter mig. Jeg kigger mig over skulderen og ser min bedste veninde være lige bag mig, cyklende på sin røde cykel, helt identisk med min egen. Hun griner højt og træder hurtigere rundt for at indhente mig, inden vi skal dreje af mod vores række af huse.

Jeg vender blikket mod bakkens top og ser, vi næsten er i mål. Skal vi lege med svævebanen når vi kommer hjem? Den er spændt ud mellem vores to værelsesvinduer. Vi har selv lavet den og sender dagligt beskeder, breve og små gaver til hinanden i den lille kurv, der hænger på det kraftige snoretræk. En dag kom en kvinde cyklende rundt om hjørnet og blev brat bremset af vores svævende leg. Hun faldt af cyklen og blev vidst ret forskrækket. Vi må ikke bruge banen mere, ikke uden at sikre os. Nu holder vi udkig fra hver vores vindueskarm og trækker i snorene på skift. 

Jeg kan høre hun svarer mig, men kan ikke skelne ordene. Stopper på toppen og drejer omkring i sidste øjeblik. Jeg har ikke set ham komme, men mærker et stærkt stød i maven, da jeg væltes af cyklen og lander hårdt på det lille græsstykke i kanten af vejen. Han maser mig ind i buskadset, mens han hurtigt trækker en kniv og lader den hvile mod min hals. Det er den samme snittekniv jeg selv bruger, når jeg snitter i en af mine pinde til samlingen. En rød lommekniv, der kan foldes ud og ind. 

Jeg har svært ved at finde luften, da hans voksne krop fylder det hele og tænker, om det føles sådan at dø? Jeg ligger helt stille. På samme tid stivnet og i bevægelse væk fra situationen. Jeg svæver langsomt op over scenen og opdager, at min veninde har kastet sin cykel fra sig og nu står og hamrer løs på nærmeste hoveddør. Han følger min linje. Hektisk bevæger han blikket fra mig, til kniven, til hoveddøren, der ikke åbnes. 

Han fjerner vægten pludseligt, folder kniven sammen og er væk lige så hurtigt som han dukkede op. Uden at kigge sig tilbage. 

Jeg lander igen, gisper efter luft og er i tvivl om jeg kan bevæge mig. Jeg forsøger at rejse mig op, børster grundigt mine bløde bukser fri for fugtige blade og fjerner en stikkende gren fra håret. Jeg mærker en svien på højre underarm og ser, at noget har ridset mig et langt stykke. 

Jeg trækker min cykel hjem, hører min veninde kalde bagfra, men går ind gennem lågen til den bagerste del af haven. Uden at svare. Jeg kravler op på det trætte træhegn og kigger mig omkring. Alene. Min mor kalder fra køkkenet. Der er mad, kommer du og dækker bord?

Jeg hopper ned og bevæger mig mekanisk indenfor med et håb om, at det er tydeligt hvad der er sket, selvom jeg godt ved, ingen vil spørge. Imens jeg finder tallerkener i skabet beslutter jeg, aldrig at fortælle nogen om det. Jeg kan alligevel ikke finde ordene. 

Den oplevelse har jeg til gode.

Jeg vidste det jo egentlig godt. Det var længe siden jeg forstod, at jeg ikke måtte mærke smerten. Kun de glade smil og den dygtige pige havde en værdi. Nogen gange glemte jeg det bare.

Især på en dag som denne, hvor solen skinner fra den klareste himmel, varmen virker overvældende og sommeren føles uendelig. Alle vinduer og døre står åbne i det lille rækkehuskvarter, jeg kalder mit hjem og vi løber og leger en af vores faste lege på de smalle systemer af stier.

Vi løber om kap rundt om husene på en kridttegnet bane. Banen består af to lige lange stykker, en lille bakke med en bom i kraftigt metal og en sidste smallere flisegang, lige inden målstregen kan passeres. Det er min tur nu og jeg løber alt hvad jeg kan. Jeg kan høre de andre børn tælle højt, stopuret må være løbet tør for batteri, så der tælles rytmisk og i kor for at bestemme, hvem der kommer hurtigst rundt på ruten.

Jeg når den lille bakke og får ekstra god fart til at runde det sidste hjørne, inden målet. Pludselig glider min ene sandal i noget sand, der ligger som en usynlig film ud over fliserne. Jeg husker, at naboen fjernede alle de store mælkebøtter i går, også dem mellem fliserne, selvom de stod høje og flotte og pyntede blandt alt det grå. Han fejede nyt sand ned mellem de nu tomme revner, og da det ikke har regnet i en evighed, ligger resterne tilbage og venter på vind og vand.

Jeg falder hårdt og skraber benet henover det ru underlag, mærker straks en stærk svien og tager mig instinktivt til knæet. Det er en klistrende fornemmelse og jeg ser blodet løbe, før jeg mærker gråden. Jeg rejser mig og bevæger mig humpende hen mod havelågen, hvor jeg kan høre min mor snakke. Det er svært at gå, tårerne løber rigtigt nu og jeg vil så gerne trøstes. Så husker jeg pludselig. Det er søndag. En hel uge uden krydser. Krydser jeg sætter, mens jeg græder. Jeg græder meget, men hvis jeg gennemfører en uge uden krydser, får jeg et klistermærke.

Jeg kan godt lide klistermærker. Jeg har en samling i en lille bog med glatte sider, hvor mærkerne kan flyttes rundt igen og igen. Jeg føler en stor glæde og tilfredsstillelse ved at sætte mærkerne i orden og skabe nye oplevelser hver gang et nyt kommer til. Jeg kan bruge timer på at finde det rette udtryk og elsker at bladre i bogen, når jeg igen er nået i mål. Med smukke billeder i perfekt balance. Det giver en ro midt i den kaos, der vokser indeni og er en stærk motivation til ikke at græde. Glæden og den lille flig af lykke overskygger behovet for at mærke.

Det må ikke ødelægges nu. Jeg tørrer mine øjne hårdt, lader hånden hvile mod lågens kølige side og trækker vejret dybt inden jeg spørger, med min indøvede og helt neutrale stemme. “Mor, må jeg få et plaster?”.