Fortovene er sporadisk ryddet og på vejen ligger en grød af smeltet sne, der hurtigt begynder at fryse til. Sanserne skærpes maksimalt, når løbeture foregår i tolv graders frost, på et uforudsigeligt underlag af usynlig is, med pletter af asfalt. Jeg holder øje med sneen og sætter fødderne rytmisk på de flygtige spor. En tiltrængt afledning fra mylderet af tanker, der fylder i mit sind denne tid. Selvbebrejdelse og manglede tro er et tema, jeg er vågen om natten, tvivlende og grundangst.
Jeg ser broen lige fremme. Når den er passeret, er der ikke langt, før jeg når den hvide sti. 

At solen er nede og natten nærmest, bliver tydeligt, da jeg drejer af mod skoven. Min verden ændres totalt. Sneen giver efter og trykker sig sammen under fodsåler, en helt særlig lyd, der larmer højt i den ekstreme ro. Jeg løber uden tanke og kroppens spændinger løsnes automatisk op, mens min vejrtrækning synes lettere. Mere enkel. Her hersker stilheden og mit løb finder sin rytme med mit bankende hjerte, mens pulsen stiger og min åndes damp danner synlige pust. Sneen føles tykkere, mørket tættere og himlen højere.

Jeg opsluges i en tunnel under træer, der står tæt side om side i et fælleskab af snedækkede grene. Lyde er i stå, de bremses og forsvinder. Månens lys trænger tilfældigt igennem og får jordens frosne iskrystaller til at skinne klart og vise vej gennem mørke, i samspil med stjerners støv, på en himmel så klar og fuld. 

En eksplosion af tilfredshed strømmer gennem hver en celle, da jeg når ud på den anden side af granerne, der nu står med en større afstand. Jeg ved, at lykken findes.

Den skal have sin plads, sin ro, sin tro.

Til at vokse.

Min løbetur når sin ende i indkørslen, alt er bedre, alt er godt. Jeg hiver efter vejret og er taknemmelig for, at jeg har disse stunder, som et konkret modspil til nattetankernes dybe hul, af selvudslettende ensomhed. En skrøbelig balance.
Kælderdøren smækker bag mig og jeg kan høre min families stemmer. Jeg er ikke alene.

Vi holder sammen.

Mørket føles kropsligt. Som en tung dyne, der tvinger til langsomlighed med varme og omsorg. Mit åndedræt er længere og hjertets rytme rolig. Jeg holder din hånd i min, samme størrelse som min egen, og stryger let min frie pegefinger rytmisk over dit ansigts glatte hud, i et mønster så genkendeligt, at jeg ikke længere tænker over det. Fokuserer på din overfladiske vejrtrækning og bliver ikke overrasket, da jeg hører din sagte hvisken. “Hvorfor skal vi dø?”  

Spørgsmålet er ikke nyt. Du er bange, bange for døden, bange for hvad der sker, når det hele er forbi. Jeg forstår dig, for hvorfor skal vi dø, når livet gør så godt? Over det hele.

Jeg taler til dig, gennem mørke, med en stemme fuld af al den ro, jeg kan mønstre. “Livet er værd at leve, fordi vi skal dø. Uden døden ville livet ikke være.” Som et møde i modsætninger.

Punktet mellem dine øjenbryn er vores helle. Jeg læste engang, at det virker beroligende at trykke lige der, en slags zoneterapi og en sen nattetime i dine første leveår, hvor du heller ikke brugte søvn meget, forsøgte jeg mig med magien. Det virkede. Din gråd stoppede øjeblikkeligt og langsomt faldt din lille krop til ro. Vi har mange gange vendt tilbage til teknikken og det føles som en naturlig forlængelse af min beroligende tale. 

“Vi lever mere når døden er et forhold. Døden er ikke dum. Den er smuk,” siger jeg.  

“Hvad med oldemor?” Spørger du, med rystende hænder. “Hende savner jeg og du savner hende også.” “Du har ret. Vi savner de døde, især dem, der har betydning. Dem, der sætter dybe mærker. De vil altid mangle, selvom de aldrig forsvinder.” Du kigger undrende på mig og jeg uddyber: 

“De døde er med os overalt, jeg mærker dem tit og de taler til mig både i mine drømme og når jeg er mest vågen. Det er en ekstra energi i tilværelsen, der minder os om at leve livet og lade historierne fortsætte.”

Du vender dig tilfreds om på siden og dit før så faste tag i min hånd løsnes en smule, for til sidst at slippe helt. Du sover. 

Jeg rejser mig lydløst og inden jeg lader døren stå på klem, kvæler jeg en trang til at råbe ud i natten, at du aldrig må dø, at jeg ikke kan fortsætte uden dig. Mit barn. Jeg er hverken herre over døden eller livet i sig selv. Det er over mine evner, over min forstand. Jeg forsøger blot at følge med i tidens bevægelse, hvor livet er og døden findes. Uden jeg begriber det hele til fulde.

Hellere vil jeg fortælle dig om, at vi er forbundne, du og jeg, fra den dag du blev født. Vi bliver sammen. I en lind strøm af kærlighed. 

Derfor er døden vigtig. Den er et bevis på livet. 

Der var. Der er. Der kommer. 

Til evig tid.