Stemningen i rummet ændres øjeblikkeligt. “Det ser ikke godt ud” siger han. “Du skal videre til en hudlæge, helst i dag og aller senest i morgen. Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed, men det er et meget mistænkeligt mærke”. 

Han går tilbage til sin computer og taster hurtigt og hårdt. Jeg tager mig til kinden. Den lille mørke plet har været synlig det sidste års tid. Det er ikke første gang, jeg får den tjekket. Sidst var det en anden læge, der undersøgte mig og hun bekræftede min egen tanke omkring den. Helt uskadelig. Det er seks måneder siden. 

I dag er oplevelsen en anden. Luften er trykket, det er svært at trække vejret, lægen er hektisk og han mumler flere gange, at han ikke forstår, jeg ikke er blevet sendt videre sidst. Jeg lukker langsomt ned. Sidder helt stille, mens jeg stryger fingrene over min glatte kind. Jeg ved pletten er der, men jeg mærker ingenting.

“Du skal ringe til dette nummer med det samme. Jeg har skrevet, det er akut” siger han.

Jeg rejser mig som i trance og forlader lægehuset. På gaden ringer jeg strakt til hudlægen og får en tid næste morgen.

Jeg ved ikke hvordan jeg kommer hjem. I bevægelsen vælter tankerne rundt i hovedet. Jeg er bange og samtidig er jeg også glad for, jeg tog til lægen igen. Jeg læste om en skuespiller, der lider af modermærkekræft og han sagde, få nu tjekket de mærker. Det ramte noget i mig. En usikkerhed? En nagende tvivl? Jeg ved det ikke præcist, men jeg bestilte i hvert fald en ekstra tid. Det var godt, tænker jeg, mens jeg ikke ved hvilken vej jeg går. Jeg ved bare, at intet er som før.

Jeg vågnede i nat ved lyden af regn. Den var så voldsom, at det lød som om nogen bankede på ruden med faste slag. Igen og igen. 

Det regner stadig her til morgen og da vi endelig har iført os alt vores vandtætte tøj, hører jeg hendes stemme råbe højt nede fra indkørslen:

“Se, mor. En orm. En kæmpe orm. Har du set hvor lang den er? Det er den største orm jeg i mit liv har set! Jeg flytter den lige ind i græsset.”

Hun hopper let af cyklen og lader den hvile på støttebenet. Tager forsigtigt fat på regnormen med sin vantefrie hånd og løfter den ind til siden på pletten af græs. 

“Så er der ikke nogen, der kører den over. Det var lige før jeg selv kom til det. Jeg så den ikke. Selvom den er så mega stor. Godt jeg nåede at bremse. Og nu er den i sikkerhed.” Hun smiler tilfreds, stiger på cyklen og sætter igang mens støttebenet slås op i samme bevægelse. På vej.

“Mor, når jeg bliver stor, må jeg selv bestemme hvad jeg vil. Ligesom du godt kan lide at male og skriver hele tiden. Det er der ingen, der bestemmer vel?”

“Vi er heldige, vi selv har lov at skabe det liv vi gerne vil leve, det er ikke alle der har de muligheder. Det er jeg ofte meget glad for,” siger jeg.

“Det er ligesom det ikke hedder en målmand mere, for damer kan også være det. Nu hedder det en keeper.” 

“Ja, sproget udvikler sig hele tiden. Især når vi taler meget sammen,” siger jeg. 

Hun sætter ekstra fart på op ad bakken og jeg ser hende rejse sig op i pedalerne og træde hårdt.     

“Er det derfor vi ikke må sige, at maden er klam og lave kast-op-lyde? For ikke alle får mad hver dag, nogen får slet ikke mad, vel? Og hvis der bliver krig, skal vi spise makrel fra dåsen. Det tror jeg ikke drengene vil,” griner hun og cykler videre i en sidste spurt.

Jeg går langsomt videre i egne tanker om, at alle gør hvad de kan ud fra de forudsætninger der er. Jeg kan gå efter mine drømme også selvom det slår mig ud, jeg mister tro og angst tager over. Jeg har et valg, et mål at huske på, når modet befinder sig et fremmed sted. 

Hun vinker til mig længere fremme og jeg tages tilbage til virkeligheden, som jeg altid gør i børnenes selskab. 

Så fuld af håb.