Jeg har svært ved at yde før jeg må nyde. Hvis jeg ikke finder glæde i det jeg gør, mister jeg langsomt motivationen. Gnisten forsvinder. Mit lys. 

Meningen.

Jeg vil nyde før jeg kan yde. Være glad i det jeg gør. I hverdagen. I livet. Ikke nøjes. Ikke gøre hvad andre forventer. 

Ikke mere. 

Ikke vente på i morgen. Jeg nyder for at kunne yde. Ellers snyder jeg mig selv. Det er svært. For kroppen husker. Husker det hovedet har fortrængt. Lagrer berøringer. Følelser. Oplevelser. Det kan føles som smerte. Fysisk. 

Et råb.

Om at tage sig selv alvorligt. Min krop. Der husker før jeg selv forstod. Stole på, at det der føles rigtigt for mig, er rigtigt. Og vigtigt. Ingen andre kan skabe min lykke. Den ligger i mig selv og i de valg jeg træffer. Det starter indeni. Det kan ikke defineres. 

Det rummes.

I de uoverskuelige øjeblikke. I ensomheden. I alle lykkeglimt. I gråden, der ikke skal forklares. I kys. I kram, vi ikke må give.

Følelsen er tydelig, så længe den kan.

Få plads.