Jeg var ikke længere i centrum. Mit fokus ændredes radikalt. Verden blev vendt på hovedet. Fik nye farver. 

Da jeg blev mor.

Hvordan skabes en god familie? Det spørgsmål mindes jeg ikke at have stillet nogensinde. Heller ikke hvordan jeg ønsker at være i verden. 

Når jeg bliver stor.

Tankerne kan skræmme. At stille disse spørgsmål, rykker ved nogle fundamentale ting i mig. Det kan jeg mærke. Tidligere kunne min lykke ligge i at være dygtig. Blive anerkendt for at præstere bedst muligt. Opnå faglig og personlig succes. 

For mig er det vigtigt, at vores børn ikke vokser op og tror de skal præstere perfekt for at blive set. Det har ingen betydning hvad de bliver. 

De er. 

Mere end hvad jeg nogensinde turde tro. De mærker, de udtrykker sig, de sanser med hele systemet.

Der ligger en værdi i at dygtiggøre sig, men den største værdi er for mig at turde være. Jeg tror på, det viser vejen mod den rigtige måde at skabe et meningsfuldt liv. Et liv, der har betydning for den enkelte.

Jeg ser en stor styrke i familien. Sammenholdet. At støtte op om hinanden, spejle sig. Det er i min familie jeg finder fred. Det er her jeg henter energi. Her jeg elsker mest. Og her jeg tør fejle. Her jeg er. Det hele.

Taknemmelig, træt, i tårer.

Over alt der var. Over det der er.

Her jeg glæder mig til hvad der kommer.

For nu tør jeg se.