At vide, at det er det helt rigtige.
Den rette vej at gå.
Alt føles godt, ægte.
Jeg når tættere på mine drømme.
Jeg tør gå efter det, jeg mærker er det rigtige for mig.
Det, jeg har lyst til.
Det jeg vil.

Samtidig opstår tvivlen.
Ikke med det samme.
Den kommer snigende.
Lige så stille.
Lige så langsomt.

Er du sikker? hvisker den.
Tror du virkelig på det? fortsætter den.
Er det ikke bedre, bare at lade være?

Det er i hvert fald nemmere.

Men hvis jeg bliver ved med at bakke hver gang tvivlen melder sig, kommer jeg aldrig nogen vegne.
Det er umuligt at få mine drømme opfyldt, hvis jeg bliver siddende.
Det er også umuligt for mig at sidde stille, så hvorfor ikke bevæge mig den vej, der føles rigtig?

Jeg forsøger at acceptere tvivlen som en del af min vej. Den kommer til at være med.
En almen følelse, måske?

Jeg lader mig ikke slå ud.
Ikke ret længe ad gangen.
Ikke denne gang.

Foråret virker større i år. Bladene er så sprøde. Så lysende grønne. Fornemmelse for frihed. Dufter til buskene med snebolde, der smider deres blomster, syrener og tulipaner i fuld flor.

Vi går i samlet flok, som alle andre hverdagsmorgener, og på vejen til børnenes skole er der en hæk. Den blomstrer stærkest i begyndelsen af foråret og de første rigtige varme dage. Hvert år overraskes jeg over duften. En varm kvalmende dunst af gule blomster, der fylder hele vejen langs med hækken og et godt stykke før og efter. Holder nogen af denne hæk? Af lugten?

Mine børn og jeg laver en taktik. Vi husker hinanden på at holde vejret og løber hurtigt forbi, puster ud og griner af lettelse.

Sådan kan selv hverdagens prøvelser overvindes.
Med dybe vejrtrækninger, et lettelsens suk, et ægte grin. 

Milde vinter  

Legende børn
Røde næser
Kolde kinder

Bladenes blødeste bunddække

Solen trænger igennem
Nøgne træer
Et kraftigt skin

Forsvinder

Et gråligt dække af skyer

Kigger op, kigger ud
Forstår

Stemningen i rummet ændres øjeblikkeligt. “Det ser ikke godt ud” siger han. “Du skal videre til en hudlæge, helst i dag og aller senest i morgen. Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed, men det er et meget mistænkeligt mærke”. 

Han går tilbage til sin computer og taster hurtigt og hårdt. Jeg tager mig til kinden. Den lille mørke plet har været synlig det sidste års tid. Det er ikke første gang, jeg får den tjekket. Sidst var det en anden læge, der undersøgte mig og hun bekræftede min egen tanke omkring den. Helt uskadelig. Det er seks måneder siden. 

I dag er oplevelsen en anden. Luften er trykket, det er svært at trække vejret, lægen er hektisk og han mumler flere gange, at han ikke forstår, jeg ikke er blevet sendt videre sidst. Jeg lukker langsomt ned. Sidder helt stille, mens jeg stryger fingrene over min glatte kind. Jeg ved pletten er der, men jeg mærker ingenting.

“Du skal ringe til dette nummer med det samme. Jeg har skrevet, det er akut” siger han.

Jeg rejser mig som i trance og forlader lægehuset. På gaden ringer jeg strakt til hudlægen og får en tid næste morgen.

Jeg ved ikke hvordan jeg kommer hjem. I bevægelsen vælter tankerne rundt i hovedet. Jeg er bange og samtidig er jeg også glad for, jeg tog til lægen igen. Jeg læste om en skuespiller, der lider af modermærkekræft og han sagde, få nu tjekket de mærker. Det ramte noget i mig. En usikkerhed? En nagende tvivl? Jeg ved det ikke præcist, men jeg bestilte i hvert fald en ekstra tid. Det var godt, tænker jeg, mens jeg ikke ved hvilken vej jeg går. Jeg ved bare, at intet er som før.

Jeg vågnede i nat ved lyden af regn. Den var så voldsom, at det lød som om nogen bankede på ruden med faste slag. Igen og igen. 

Det regner stadig her til morgen og da vi endelig har iført os alt vores vandtætte tøj, hører jeg hendes stemme råbe højt nede fra indkørslen:

“Se, mor. En orm. En kæmpe orm. Har du set hvor lang den er? Det er den største orm jeg i mit liv har set! Jeg flytter den lige ind i græsset.”

Hun hopper let af cyklen og lader den hvile på støttebenet. Tager forsigtigt fat på regnormen med sin vantefrie hånd og løfter den ind til siden på pletten af græs. 

“Så er der ikke nogen, der kører den over. Det var lige før jeg selv kom til det. Jeg så den ikke. Selvom den er så mega stor. Godt jeg nåede at bremse. Og nu er den i sikkerhed.” Hun smiler tilfreds, stiger på cyklen og sætter igang mens støttebenet slås op i samme bevægelse. På vej.

“Mor, når jeg bliver stor, må jeg selv bestemme hvad jeg vil. Ligesom du godt kan lide at male og skriver hele tiden. Det er der ingen, der bestemmer vel?”

“Vi er heldige, vi selv har lov at skabe det liv vi gerne vil leve, det er ikke alle der har de muligheder. Det er jeg ofte meget glad for,” siger jeg.

“Det er ligesom det ikke hedder en målmand mere, for damer kan også være det. Nu hedder det en keeper.” 

“Ja, sproget udvikler sig hele tiden. Især når vi taler meget sammen,” siger jeg. 

Hun sætter ekstra fart på op ad bakken og jeg ser hende rejse sig op i pedalerne og træde hårdt.     

“Er det derfor vi ikke må sige, at maden er klam og lave kast-op-lyde? For ikke alle får mad hver dag, nogen får slet ikke mad, vel? Og hvis der bliver krig, skal vi spise makrel fra dåsen. Det tror jeg ikke drengene vil,” griner hun og cykler videre i en sidste spurt.

Jeg går langsomt videre i egne tanker om, at alle gør hvad de kan ud fra de forudsætninger der er. Jeg kan gå efter mine drømme også selvom det slår mig ud, jeg mister tro og angst tager over. Jeg har et valg, et mål at huske på, når modet befinder sig et fremmed sted. 

Hun vinker til mig længere fremme og jeg tages tilbage til virkeligheden, som jeg altid gør i børnenes selskab. 

Så fuld af håb.

Den virker kølig mod mine varme læber. Jeg sidder i skyggen fra havens eneste høje træ og slikker ivrigt på den læskende sodavandsis. Pludselig står hun foran mig.

Det første jeg opfanger er den kraftige duft af rose, blandet med et strejf af citrus. Jeg kan lide den. “Det er til campingturen. Så kan du have alle dine toiletsager samlet et sted” siger hun. Jeg tager imod den bløde taske af stof med den frie hånd og åbner lynlåsen lydløst. Isen begynder at dryppe og før den rammer min nye toilettaske, rækker hun mig et glas, jeg kan lade isen hvile i et øjeblik. Med begge hænder fri, opdager jeg et lille spejl, der ligger sammen med en blålig æske i hård plast. Et barnligt motiv af Bambi pryder begge overflader. Det er her fra duften kommer. Uden tvivl.

Jeg åbner æsken og tager forsigtigt det tørre stykke sæbe op til næsen og snuser kraftigt ind. Jeg fornemmer duften helt ud i ørernes gange og da jeg giver slip med et højt suk, ved jeg, at det for altid vil være en yndlingsduft. 

Jeg lader sæben finde sin plads igen og lukker tasken forsvarligt i. Med min nye skat i et fast greb mellem klistrede fingre, siger jeg højt: “Tak. Tak, mor”, mens jeg fortsætter mit løb ud på stierne, i jagten på andre blikke.  

Det er på grund af frosten. Nøglen skal lirkes ind for at være i stand til at låse den tunge kælderdør. Det er ellers blevet forår, i hvert fald ifølge kalenderen, men morgenerne er stadig kolde og nætterne fulde af frost. Det lune vejr lader vente på sig, med kaffe på terrassen og huer i lommen. 

Endelig lykkes det. Nøglen glider i og gør sit arbejde, for derefter at blive placeret på det sædvanlige særlige sted. Der er aldrig blevet lavet ekstranøgler. Den sidste der går, lægger nøglen på sin plads. Klar til hvem, der end kommer først. 

Du tager min hånd, selvom det nærmest er en umulighed, da vi begge har tykke luffer på. Det er svært at forestille sig, at om ganske få måneder går vi afsted i sandaler og en tykkere trøje. Når sommeren er på vej.

“Må jeg holde hunden?” Du overtager snoren og jeg åbner lågen ind til kirkegården, læner mig let mod dens kølige overflade og venter til vi alle tre er igennem. Den glider tungt i bag mig. Hunden stopper op ved den lave hæk, snuser ivrigt og længe. Efter tid, trækker du utålmodigt i snoren. “Har vi travlt?” spørger du. Jeg graver mig igennem lag af flyverdragt, trøjer og vante for at finde frem til uret på mit håndled. “Det ser fint ud” siger jeg og kigger op mod himlen, hvor solen trænger igennem det tågede lag af skyer og varmer mit ansigt. Jeg står stille et kort sekund og mærker din hånds blide tryk. Hunden jagter begejstret flyvske blade hen over græssets mudrede plæne og vi fortsætter vores færd. 

“Tror du på Gud?” Du kigger spørgende på mig og selvom jeg overraskes af dit pludselige spørgsmål, kommer det ikke bag på mig, da du ofte taler om historierne fra biblen og de tegninger du må tegne til i skolen. “Ja, jeg tror på Gud. Jeg tror på kraften, på energier, på universet” svarer jeg lidt vævende. “Men er det Gud, der har skabt jorden, mor? Det havde vi om i skolen og nogen siger, det er Gud, der gjorde det”. Dit blik er fast og alligevel lidt tvivlende. Der bliver stille og vi betragter begge hunden, der tilfreds har fundet en enorm pind, den besværet spankulerer afsted med. “Der står i biblen, at Gud skabte jorden, men biblen er en bog og bøger er fiktion, altså noget, nogen finder på. Ligesom andre gode historier”. Du kigger undrende på mig og jeg fortsætter; “jeg tror, der i alle gode historier er en sandhed og noget virkeligt, men ofte er historien set fra et synspunkt, en vinkel og lige meget hvor god du er til at finde på og skrive en historie, er det svært at rumme det hele. Dem der læser eller hører historien, gør det med deres forståelse og sådan kan vi alle finde vores tro og vores sandhed”.
“Hvad hvis vi ikke forstår det samme, bliver der så krig?” Du ser bange ud og jeg forstår dig godt, da snakken om krig og alle tankerne, der følger med, fylder meget for tiden. Både i alt, der bliver skrevet og talt om i medierne, men også som et tilbagevendende samtaleemne om spisebordet, hvor alle børn har mange spørgsmål.
“Når vi ikke har samme tro og overbevisning, er det vigtigt at tale sammen og endnu mere vigtigt at lytte til hinanden. Ligesom når I bliver uvenner derhjemme og I hver især vil bestemme legen. Der hjælper det altid, hvis I sætter jer ned og finder frem til en fælles løsning, I alle kan leve med” svarer jeg. “Men mor, det virker kun hvis du hjælper os eller far gør, ellers bliver vi bare endnu mere uvenner!” “Ja, det er rigtigt. Mennesker er ikke gode til at bede om hjælp, når de ikke har samme mening og derfor er der så meget uro i verden. Hvis alle blev bedre til at søge et kompromis og gå efter freden frem for konflikten, ville det løse mange problemer”. 

Vi når toppen af bakken og kan se skolen lige fremme. Du lader mig overtage hunden og inden du løber ned mod din klasses dør, siger du højt: “Jeg tror også, mor. Jeg tror på, at vi får kage når vi finder på en god leg sammen, for så bruger vi ikke al vores tid på at skændes og det er meget mere hyggeligt. Og hvis vi ikke kan løse det alene, er du der altid til at hjælpe os og så spiser vi kage alligevel. Voksne mennesker spiser for lidt kage” griner du. Jeg krammer dig hårdt og ser dig vinke, mens jeg tænker, du har fat i noget.
Noget, der er meget vigtigere, end du aner. 

Ingen pludselige lyde høres i mørket. Ingen børn kalder fra varme dyner, forvirrede over dramatiske drømme. Ingen larm, ingen glimt fra lysende stjerner eller fra månens skarpe lys. Her er helt stille, mørkt og roligt. Ikke engang trangen til at tisse forstyrrer. 

Alligevel er hun vågnet. Brat og uden varsel. 

Hun sætter sig op i natten. Lytter efter familiens rolige vejrtrækning. 

Alle sover. Hun er vågen. 

En strøm af varme skyller ind over hende og hun kaster dynen til side. Hjertet hamrer afsted og akut koldsved afløses af trang til opkast og diarré. Det kommer i bølger og af flere omgange. Hun bevæger desperat kroppen rundt i hurtige stød, forsøger at mærke sine ben og få styr på vejrtrækningen.

Slap af og fald til ro. Slap af og fald til ro. Slap af og fald til ro. 

Remsen lærte hun af en psykolog engang og den tvinger hendes krop til at finde fred. Bare lidt. Vejret trækkes langsomt ned i maven, hun holder det og giver slip med lyd. Fortsætter ind til det bankende hjerte er mindre voldsomt. 

Hun forsøger at vække ham, men ordene bliver siddende i halsen, der lukker sig af. Hun ved, det er et angstanfald og det er et af de voldsomme. Hun bliver bange. Hvorfor kommer det nu? 

Hun overvældes af vrede, irritation og skuffelse. Hvorfor skal hun blive ved med at have angst? Hvorfor kan hun ikke finde ud af noget? Hvorfor skal hun være så dårlig til det her liv?

Selvbebrejdelserne overtager, selvom en stemme langt borte forsøger at råbe, at de ikke gør situationen bedre. Hun kan ikke stoppe det. Tankerne bliver mere og mere selvudslettende og de udskammer hende totalt. Hun er altid et problem og det er ikke okay, hun tager så meget plads med al sin angst. Hun duer ikke til noget. Hun er til besvær og uden evner. 

Han vågner og hun fremstammer, hun har endnu et anfald. Han holder om hende og siger, det er okay. Hun falder til ro sådan og prøver ikke at synke ned i endnu en kritik af, ikke at kunne klare sig selv. Det er en styrke at bede om hjælp. Hun må godt have brug for ham. 

Hun er nok.

Fortovene er sporadisk ryddet og på vejen ligger en grød af smeltet sne, der hurtigt begynder at fryse til. Sanserne skærpes maksimalt, når løbeture foregår i tolv graders frost, på et uforudsigeligt underlag af usynlig is, med pletter af asfalt. Jeg holder øje med sneen og sætter fødderne rytmisk på de flygtige spor. En tiltrængt afledning fra mylderet af tanker, der fylder i mit sind denne tid. Selvbebrejdelse og manglede tro er et tema, jeg er vågen om natten, tvivlende og grundangst.
Jeg ser broen lige fremme. Når den er passeret, er der ikke langt, før jeg når den hvide sti. 

At solen er nede og natten nærmest, bliver tydeligt, da jeg drejer af mod skoven. Min verden ændres totalt. Sneen giver efter og trykker sig sammen under fodsåler, en helt særlig lyd, der larmer højt i den ekstreme ro. Jeg løber uden tanke og kroppens spændinger løsnes automatisk op, mens min vejrtrækning synes lettere. Mere enkel. Her hersker stilheden og mit løb finder sin rytme med mit bankende hjerte, mens pulsen stiger og min åndes damp danner synlige pust. Sneen føles tykkere, mørket tættere og himlen højere.

Jeg opsluges i en tunnel under træer, der står tæt side om side i et fælleskab af snedækkede grene. Lyde er i stå, de bremses og forsvinder. Månens lys trænger tilfældigt igennem og får jordens frosne iskrystaller til at skinne klart og vise vej gennem mørke, i samspil med stjerners støv, på en himmel så klar og fuld. 

En eksplosion af tilfredshed strømmer gennem hver en celle, da jeg når ud på den anden side af granerne, der nu står med en større afstand. Jeg ved, at lykken findes.

Den skal have sin plads, sin ro, sin tro.

Til at vokse.

Min løbetur når sin ende i indkørslen, alt er bedre, alt er godt. Jeg hiver efter vejret og er taknemmelig for, at jeg har disse stunder, som et konkret modspil til nattetankernes dybe hul, af selvudslettende ensomhed. En skrøbelig balance.
Kælderdøren smækker bag mig og jeg kan høre min families stemmer. Jeg er ikke alene.

Vi holder sammen.

Mørket føles kropsligt. Som en tung dyne, der tvinger til langsomlighed med varme og omsorg. Mit åndedræt er længere og hjertets rytme rolig. Jeg holder din hånd i min, samme størrelse som min egen, og stryger let min frie pegefinger rytmisk over dit ansigts glatte hud, i et mønster så genkendeligt, at jeg ikke længere tænker over det. Fokuserer på din overfladiske vejrtrækning og bliver ikke overrasket, da jeg hører din sagte hvisken. “Hvorfor skal vi dø?”  

Spørgsmålet er ikke nyt. Du er bange, bange for døden, bange for hvad der sker, når det hele er forbi. Jeg forstår dig, for hvorfor skal vi dø, når livet gør så godt? Over det hele.

Jeg taler til dig, gennem mørke, med en stemme fuld af al den ro, jeg kan mønstre. “Livet er værd at leve, fordi vi skal dø. Uden døden ville livet ikke være.” Som et møde i modsætninger.

Punktet mellem dine øjenbryn er vores helle. Jeg læste engang, at det virker beroligende at trykke lige der, en slags zoneterapi og en sen nattetime i dine første leveår, hvor du heller ikke brugte søvn meget, forsøgte jeg mig med magien. Det virkede. Din gråd stoppede øjeblikkeligt og langsomt faldt din lille krop til ro. Vi har mange gange vendt tilbage til teknikken og det føles som en naturlig forlængelse af min beroligende tale. 

“Vi lever mere når døden er et forhold. Døden er ikke dum. Den er smuk,” siger jeg.  

“Hvad med oldemor?” Spørger du, med rystende hænder. “Hende savner jeg og du savner hende også.” “Du har ret. Vi savner de døde, især dem, der har betydning. Dem, der sætter dybe mærker. De vil altid mangle, selvom de aldrig forsvinder.” Du kigger undrende på mig og jeg uddyber: 

“De døde er med os overalt, jeg mærker dem tit og de taler til mig både i mine drømme og når jeg er mest vågen. Det er en ekstra energi i tilværelsen, der minder os om at leve livet og lade historierne fortsætte.”

Du vender dig tilfreds om på siden og dit før så faste tag i min hånd løsnes en smule, for til sidst at slippe helt. Du sover. 

Jeg rejser mig lydløst og inden jeg lader døren stå på klem, kvæler jeg en trang til at råbe ud i natten, at du aldrig må dø, at jeg ikke kan fortsætte uden dig. Mit barn. Jeg er hverken herre over døden eller livet i sig selv. Det er over mine evner, over min forstand. Jeg forsøger blot at følge med i tidens bevægelse, hvor livet er og døden findes. Uden jeg begriber det hele til fulde.

Hellere vil jeg fortælle dig om, at vi er forbundne, du og jeg, fra den dag du blev født. Vi bliver sammen. I en lind strøm af kærlighed. 

Derfor er døden vigtig. Den er et bevis på livet. 

Der var. Der er. Der kommer. 

Til evig tid.