Vores weekender har det sidste lange stykke tid, faktisk siden vi kom tilbage fra ferie, været fyldt op af dejlige arrangementer, med mennesker vi sætter pris på. Den seneste weekend var ingen undtagelse, hvor vi havde hele tre begivenheder på to dage. Det hele forløb fint og det var dejligt at skabe minder med dem, der har betydning. 

Men det har sin pris.

Jeg er et meget socialt væsen, der elsker at tale, lytte, diskutere, grine og være omgivet af gode folk.

Jeg er ultra opmærksom på mine omgivelser og ved ikke hvordan jeg lukker ned for dette. Jeg tager ind. Andres sorger og glæder. Det fylder mig op. 

Oplevelser jeg nyder i nuet, dræner mig efterfølgende fuldstændig i bund. 

Jeg glemmer det oftest og bebrejder mit manglende overskud i dagene derpå. Bliver sur og ked af min overvældende træthed og trang til at være alene.

Jeg forsøger at omfavne, at det er en del af mig. Både at elske hurlumhej og have ekstrem behov for stilhed, fordybelse og selvpleje i enrum. Det er okay. Bare ikke særlig praktisk.

Jeg er stadig mor til fire mandag morgen, når hverdagen sætter ind. Her er ikke rum til opladning. Ikke før alle er på vej og har fordybet sig i hver deres. Der forsøger jeg en lille stille flugt. Ud i min have, i komplet ro. Uden et formål.

Disse små afbræk hjælper. Jeg samler mine tanker og skubber den lede beklagende stemme væk. Taler pænt. Til mig selv. Og accepterer mere, at det er sådan det er. Sådan jeg er. 

Om et par dage er det bedre. Ikke lige nu. Ikke om lidt. 

Pludselig letter det tunge. Jeg er klar til flere indtryk og kan rumme igen. 

Jeg må huske det fra nu.