Duftene fremstår stærke og overrumpler hendes sanser. Sødlige sommerblomster blandes med et fugtigt strejf af grantræernes nedfaldne nåle, der udgør størstedelen af underlaget på stien de træder. Havet viser sig lige fremme og snart er alting blåt.

Hvad drømmer du om? Han ligger helt udstrakt i det sommerlune sand efter deres badetur i det friske havvand. Håndklædet er krøllet sammen til en slags pude, hvor han hviler sit hoved. Det saltvandsfugtige hår falder ned i panden og han skubber det rutineret væk, flytter lidt på sig og finder en behagelig stilling.

Spørgsmålet kommer bag på hende. Hun betragter hans rolige udtryk, mens hun forsøger at finde svar. Hvornår holdt hun op med at drømme? Var det da forældrene blev skilt og hun blev tvunget til at være voksen? Eller da hendes søster forsøgte at planlægge sin egen rejse ud i uendeligheden? Måske var det længe før det. Hun husker det ikke.

Stilheden virker larmende. Hun lægger sig om på maven og mærker sandets varme strømme gennem håndklædet. Det har en beroligende effekt på det bankende hjerte.

Jeg drømmer om at skabe min egen familie, siger han pludseligt. Jeg vil gerne være far, og det må godt være snart. Han kigger afventende på hende. Hun siger ikke mere.

Skal jeg køre dig hjem? Han rejser sig og griber hendes hånd. De bevæger sig op mod parkeringspladsen, vinden fanger hans hår, der står ud fra hovedet i en krøllet krans. Det er som om han lyser.

I bilen fortæller han om sine planer for sommeren, men hun kan ikke fokusere på det sagte, ser kun de milde øjnes ild og læbernes bevægelser. Gid turen aldrig når sin ende.

De rammer indkørslen, solen hænger lavere på himlen og træernes skyggebilleder danser over carportens tag. Jeg rejser i morgen, siger hun let. Han læner sig mod hendes krop i et akavet kram, der har lyst til mere, men slutter før det starter. Vi ses, smiler han, idet hun smækker bilens dør.

Hun gør et stop på stien op mod husets indgang, lader sandalerne glide af og træder varsomt på de afkølede mosbelagte fliser. Hun mærker en sjælden ro i kroppen, vender sig rundt og når lige at skimte bilens bagrude, inden den drejer om hjørnet. Roen blander sig med en sagte sitren, der starter helt inde i det inderste. Det er ikke en genkendelig følelse og alligevel virker det hele rigtigt. Trygt.

Hun ved ikke hvad der er igang med at ske, hun ved kun, at det mærkes som om, hun har fundet hjem og drømme kan få lov at fødes. Hvis hun tør.

De bare sandede fødder følger stiens gang og døren åbnes langsomt op.

Til nye begyndelser.