Det er på grund af frosten. Nøglen skal lirkes ind for at være i stand til at låse den tunge kælderdør. Det er ellers blevet forår, i hvert fald ifølge kalenderen, men morgenerne er stadig kolde og nætterne fulde af frost. Det lune vejr lader vente på sig, med kaffe på terrassen og huer i lommen. 

Endelig lykkes det. Nøglen glider i og gør sit arbejde, for derefter at blive placeret på det sædvanlige særlige sted. Der er aldrig blevet lavet ekstranøgler. Den sidste der går, lægger nøglen på sin plads. Klar til hvem, der end kommer først. 

Du tager min hånd, selvom det nærmest er en umulighed, da vi begge har tykke luffer på. Det er svært at forestille sig, at om ganske få måneder går vi afsted i sandaler og en tykkere trøje. Når sommeren er på vej.

“Må jeg holde hunden?” Du overtager snoren og jeg åbner lågen ind til kirkegården, læner mig let mod dens kølige overflade og venter til vi alle tre er igennem. Den glider tungt i bag mig. Hunden stopper op ved den lave hæk, snuser ivrigt og længe. Efter tid, trækker du utålmodigt i snoren. “Har vi travlt?” spørger du. Jeg graver mig igennem lag af flyverdragt, trøjer og vante for at finde frem til uret på mit håndled. “Det ser fint ud” siger jeg og kigger op mod himlen, hvor solen trænger igennem det tågede lag af skyer og varmer mit ansigt. Jeg står stille et kort sekund og mærker din hånds blide tryk. Hunden jagter begejstret flyvske blade hen over græssets mudrede plæne og vi fortsætter vores færd. 

“Tror du på Gud?” Du kigger spørgende på mig og selvom jeg overraskes af dit pludselige spørgsmål, kommer det ikke bag på mig, da du ofte taler om historierne fra biblen og de tegninger du må tegne til i skolen. “Ja, jeg tror på Gud. Jeg tror på kraften, på energier, på universet” svarer jeg lidt vævende. “Men er det Gud, der har skabt jorden, mor? Det havde vi om i skolen og nogen siger, det er Gud, der gjorde det”. Dit blik er fast og alligevel lidt tvivlende. Der bliver stille og vi betragter begge hunden, der tilfreds har fundet en enorm pind, den besværet spankulerer afsted med. “Der står i biblen, at Gud skabte jorden, men biblen er en bog og bøger er fiktion, altså noget, nogen finder på. Ligesom andre gode historier”. Du kigger undrende på mig og jeg fortsætter; “jeg tror, der i alle gode historier er en sandhed og noget virkeligt, men ofte er historien set fra et synspunkt, en vinkel og lige meget hvor god du er til at finde på og skrive en historie, er det svært at rumme det hele. Dem der læser eller hører historien, gør det med deres forståelse og sådan kan vi alle finde vores tro og vores sandhed”.
“Hvad hvis vi ikke forstår det samme, bliver der så krig?” Du ser bange ud og jeg forstår dig godt, da snakken om krig og alle tankerne, der følger med, fylder meget for tiden. Både i alt, der bliver skrevet og talt om i medierne, men også som et tilbagevendende samtaleemne om spisebordet, hvor alle børn har mange spørgsmål.
“Når vi ikke har samme tro og overbevisning, er det vigtigt at tale sammen og endnu mere vigtigt at lytte til hinanden. Ligesom når I bliver uvenner derhjemme og I hver især vil bestemme legen. Der hjælper det altid, hvis I sætter jer ned og finder frem til en fælles løsning, I alle kan leve med” svarer jeg. “Men mor, det virker kun hvis du hjælper os eller far gør, ellers bliver vi bare endnu mere uvenner!” “Ja, det er rigtigt. Mennesker er ikke gode til at bede om hjælp, når de ikke har samme mening og derfor er der så meget uro i verden. Hvis alle blev bedre til at søge et kompromis og gå efter freden frem for konflikten, ville det løse mange problemer”. 

Vi når toppen af bakken og kan se skolen lige fremme. Du lader mig overtage hunden og inden du løber ned mod din klasses dør, siger du højt: “Jeg tror også, mor. Jeg tror på, at vi får kage når vi finder på en god leg sammen, for så bruger vi ikke al vores tid på at skændes og det er meget mere hyggeligt. Og hvis vi ikke kan løse det alene, er du der altid til at hjælpe os og så spiser vi kage alligevel. Voksne mennesker spiser for lidt kage” griner du. Jeg krammer dig hårdt og ser dig vinke, mens jeg tænker, du har fat i noget.
Noget, der er meget vigtigere, end du aner.