Det er blevet september. Vejret skifter. Bladene falder af. Skaber mønstre på jorden. Flyver flygtige omkring. Temperaturen er en anden. Kolde morgener. Lune eftermiddage. 

Tidlig mørkt.

Rummet omkring mig ændres. Naturen. Det sætter spor. I kroppen, der iklædes lag på lag. Da det ikke er til at begribe vejrets humør. Jeg tager min jakke af. Kun for at finde den frem igen efter kort tid. Hvor solen er bag en sky. Den kølige vind opleves og husker mig pludseligt på efterårets tiltagende mørke. De kolde pust. Skabelsen af melankoli. 

Eftertænksomhed.

Jeg sætter pris på disse skift. På trods af savnet til sommer og rejsen sydpå, der af ydre årsager blev afblæst i år, glædes jeg over efterårets farver. Stemningen. De lange dage i haven. Æbler og blommer samles i kasser. Dem vi ikke spiser med det samme gives væk eller gemmes. Til vinterens grød og kager. 

Et minde om sensommeren. 

Visne blomster klippes ned, buske beskæres og ukrudt fjernes. Jeg kan være ude altid. Her er jeg allermest i ro. I dybe snakke med mine kære små, der vil være med til det hele. Når de ikke bygger huler eller fordyber sig i egne lege. Alt imens jeg kigger på. Lytter til små stemmer. Med jord op ad armene og mudrede sko. 

Trækker jeg vejret dybt. Lader tilfredsheden strømme ud.

Lykkelig lige nu.