Jeg kan opleve følelsen af at løbe og løbe uden at nå frem. At lige meget hvor umage jeg gør mig og hvor meget jeg kaster mig selv rundt, når jeg det ikke. Jeg er min egen værste dommer. Ude fra kan det ligne, jeg har styr på alt. Det jeg ønsker mest er at give slip.

På kontrollen.

Tanken om det perfekte. Det findes ikke. Jeg vil ikke have det. Ikke her. Kontrol og perfektionisme er det, der påvirker min angst allermest. Jeg føler mig aldrig god nok. Ikke dygtig til noget.

Hvis angsten dominerer.

Og det gør den, når jeg lader mig forføre. Når jeg tænker, at alt skal være bedst muligt. Det kan det ikke. Det skal det ikke.

De gange jeg lykkes med at give efter. Lade ting ske. Betragte. Lade mig rive med i nuet. Være nærværende. Være ligeglad med, at jeg ikke har gjort rent i denne måned. Ikke bruger tankekraft på, at vi spiser havregrød og rugbrød til aftensmad og samler det mindst beskidte tøj op fra vasketøjsbunken (det når sjældent at komme op i kurvene). Her føler jeg den.

Jeg er komplet og lykkelig.

Det giver mig overskud til igen at starte vaskemaskinen og støvsugeren. Sætte ungerne igang med at rydde op – det er de faktisk gode til – og lave mad og bruge tid i køkkenet, som jeg nyder og elsker. Alene og sammen med mand og børn. 

Så jeg ved ikke hvorfor det kan skræmme mig så meget. At give slip. Hvad er det værste der kan ske? At jeg slapper mere af? Griner? Elsker lidt højere? 

Der er ingen af disse, jeg ikke kan lide. 

Husk på det.