Min mand rejser til Skotland. På søndag. Og er væk til torsdag aften. Jeg skal være alene med børnene i knap fem dage. Noget der tidligere har givet mig hjertebanken og negative tanker. På forhånd.

For hvad nu hvis?

De bliver syge? Vi sover dårligt? Allesammen. De skændes i timevis og jeg tuder i afmagt?

Denne gang tænker jeg anderledes. Det vil jeg. Jeg har besluttet, jeg ikke vil tage sorgerne på forskud. Det lyder let, når jeg skriver det. Det er det absolut ikke. Ikke for mig.

Det er svært at indse, jeg selv er med til at skabe et dårligt udgangspunkt. Fordi jeg tænker det værste og forventer, at alt bryder sammen. Men jeg vil simplethen ikke mere.

Jeg vil arbejde på at ændre mine vaner og stoppe de dumme tanker. Jeg vil ikke give plads til dårlig energi, der i de fleste tilfælde ikke fylder, når vi først når til det. Tankerne er værre end virkeligheden. Og hvis jeg først tænker negativt, bliver min indstilling påvirket og det smitter af på vores samværd og de ting, vi skal have til at fungere. 

Det er en stor opgave at være mor til fire. Især når far ikke er her. Det er meningen, vi skal være to. Vi er et team. Men det skal også være godt at være alene. Jeg er en god mor. Også som græsenke. Jeg vil sige, jeg styrer rollen ret godt. Efterhånden. 

Og jeg elsker at være sammen med børnene. Det bliver intensivt i de fem dage, men det bliver også godt. Det er min opgave. At gøre vores lille uge til noget særligt. For børnene. For mig selv. 

Selvom vi savner.  

Jeg er ikke god til at undvære ham. Min mand. Ikke bare i forhold til det praktiske med børnene og i det hele taget at få logistikken til at gå op. Han er en del af mig. Og han mangler, når vi er adskilt. 

Sammen med ham er jeg mere mig selv. Vi er forbundne på et særligt plan.

Jeg tror, det kaldes kærlighed.