Mørket føles kropsligt. Som en tung dyne, der tvinger til langsomlighed med varme og omsorg. Mit åndedræt er længere og hjertets rytme rolig. Jeg holder din hånd i min, samme størrelse som min egen, og stryger let min frie pegefinger rytmisk over dit ansigts glatte hud, i et mønster så genkendeligt, at jeg ikke længere tænker over det. Fokuserer på din overfladiske vejrtrækning og bliver ikke overrasket, da jeg hører din sagte hvisken. “Hvorfor skal vi dø?”
Spørgsmålet er ikke nyt. Du er bange, bange for døden, bange for hvad der sker, når det hele er forbi. Jeg forstår dig, for hvorfor skal vi dø, når livet gør så godt? Over det hele.
Jeg taler til dig, gennem mørke, med en stemme fuld af al den ro, jeg kan mønstre. “Livet er værd at leve, fordi vi skal dø. Uden døden ville livet ikke være.” Som et møde i modsætninger.
Punktet mellem dine øjenbryn er vores helle. Jeg læste engang, at det virker beroligende at trykke lige der, en slags zoneterapi og en sen nattetime i dine første leveår, hvor du heller ikke brugte søvn meget, forsøgte jeg mig med magien. Det virkede. Din gråd stoppede øjeblikkeligt og langsomt faldt din lille krop til ro. Vi har mange gange vendt tilbage til teknikken og det føles som en naturlig forlængelse af min beroligende tale.
“Vi lever mere når døden er et forhold. Døden er ikke dum. Den er smuk,” siger jeg.
“Hvad med oldemor?” Spørger du, med rystende hænder. “Hende savner jeg og du savner hende også.” “Du har ret. Vi savner de døde, især dem, der har betydning. Dem, der sætter dybe mærker. De vil altid mangle, selvom de aldrig forsvinder.” Du kigger undrende på mig og jeg uddyber:
“De døde er med os overalt, jeg mærker dem tit og de taler til mig både i mine drømme og når jeg er mest vågen. Det er en ekstra energi i tilværelsen, der minder os om at leve livet og lade historierne fortsætte.”
Du vender dig tilfreds om på siden og dit før så faste tag i min hånd løsnes en smule, for til sidst at slippe helt. Du sover.
Jeg rejser mig lydløst og inden jeg lader døren stå på klem, kvæler jeg en trang til at råbe ud i natten, at du aldrig må dø, at jeg ikke kan fortsætte uden dig. Mit barn. Jeg er hverken herre over døden eller livet i sig selv. Det er over mine evner, over min forstand. Jeg forsøger blot at følge med i tidens bevægelse, hvor livet er og døden findes. Uden jeg begriber det hele til fulde.
Hellere vil jeg fortælle dig om, at vi er forbundne, du og jeg, fra den dag du blev født. Vi bliver sammen. I en lind strøm af kærlighed.
Derfor er døden vigtig. Den er et bevis på livet.
Der var. Der er. Der kommer.
Til evig tid.