Uge nummer to er godt igang og det føles allerede som længe siden, ferien var en realitet. Alle er landet i hverdagen igen og sæsonstarten for børnenes fritidsaktiviteter er nået. Dette kræver lidt planlægning og overblik, hvis vi skal lykkes med at komme både frem og tilbage til svømning, fodbold og gymnastik.

Vores ældste på ni kan efterhånden godt selv cykle frem og tilbage fra fodbold, vi har det bare bedst med lige at følge ham lidt endnu. Til gengæld står vi ikke og kigger hele træningen længere. Svømmebarnet er for første sæson alene i vandet, men vil gerne have mor eller far siddende på kanten og kigge. Ligeledes har gymnastikdrengen sin første sæson på gulvet med en forælder som tilskuer og i alle tilfælde, er det dejligt at se deres glæde ved at bevæge sig og gebærde sig i andre fællesskaber, end dem skolen og børnehaven tilbyder. 

Hverdagens logistiske puslespil har fået mig til at reflektere over, hvorvidt det er hårdt at være mor til fire børn i alderen knap to til ni. Jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg bruger meget af min tid på at tænke over, da det er vores virkelighed. Jeg synes ikke det er svært med fire børn, absolut ikke, men det kræver planlægning og forudsigelighed, hvis hverdagen skal glide. Dermed ikke sagt, at der ikke er fart på, det er der bestemt, og nok også et højere støjniveau end i familier med et eller to børn. 

Det er en krævende opgave at være lige meget mor for alle fire hver dag. Jeg bestræber mig på at nå dem hvor de er og går meget op i at kigge dem i øjnene, mærke dem og vise dem nærhed og opmærksomhed. Nogen dage lykkes det bare ikke. For jeg er træt og det smitter. De kan også være brugt op når hverdagen kører og somme tider, er alle fire det på samme tid, hvilket skaber kaos og sure børn. Og knap så overskudsagtige voksne, ærligt talt.

Alligevel forsøger jeg at have fokus på de ting der lykkes, når dagen slutter og der er tid til at tænke og evaluere. For i det store billede er alt godt og jeg mener ikke, det kan undgås, at nogle dage har svære situationer, hvor jeg burde have ageret mere hensigtsmæssigt.

Livet med børn er noget andet end uden. Mængden spiller ikke en afgørende rolle, for vi indretter os naturligt efter det og skaber et liv, en virkelighed, hvor vores familie trives og oplevelsen af balance opstår. Glimtvis.

Alligevel har det en betydning. At have fire børn.

Jeg har også prøvet at have et, to og tre børn. Det gør noget ved dynamikken hver gang børneflokken udvides, bestemt, og det tager noget tid fra de store når en baby fylder. Men det giver også noget, meget, som for mig har været ret vildt at opleve.

Det at kigge på min børneflok og se fire fuldstændig forskellige individer med hver deres særlige personlighed og mening er fantastisk og livsbekræftende i en sådan grad, at det er sværere at stoppe med at skabe end at starte. Heldigvis sker der noget hele tiden, overvældende meget faktisk, både med dem, med os, med mig. Det er det, der kaldes livet. Livet med børn, i hvert fald.