Fortovene er sporadisk ryddet og på vejen ligger en grød af smeltet sne, der hurtigt begynder at fryse til. Sanserne skærpes maksimalt, når løbeture foregår i tolv graders frost, på et uforudsigeligt underlag af usynlig is, med pletter af asfalt. Jeg holder øje med sneen og sætter fødderne rytmisk på de flygtige spor. En tiltrængt afledning fra mylderet af tanker, der fylder i mit sind denne tid. Selvbebrejdelse og manglede tro er et tema, jeg er vågen om natten, tvivlende og grundangst.
Jeg ser broen lige fremme. Når den er passeret, er der ikke langt, før jeg når den hvide sti. 

At solen er nede og natten nærmest, bliver tydeligt, da jeg drejer af mod skoven. Min verden ændres totalt. Sneen giver efter og trykker sig sammen under fodsåler, en helt særlig lyd, der larmer højt i den ekstreme ro. Jeg løber uden tanke og kroppens spændinger løsnes automatisk op, mens min vejrtrækning synes lettere. Mere enkel. Her hersker stilheden og mit løb finder sin rytme med mit bankende hjerte, mens pulsen stiger og min åndes damp danner synlige pust. Sneen føles tykkere, mørket tættere og himlen højere.

Jeg opsluges i en tunnel under træer, der står tæt side om side i et fælleskab af snedækkede grene. Lyde er i stå, de bremses og forsvinder. Månens lys trænger tilfældigt igennem og får jordens frosne iskrystaller til at skinne klart og vise vej gennem mørke, i samspil med stjerners støv, på en himmel så klar og fuld. 

En eksplosion af tilfredshed strømmer gennem hver en celle, da jeg når ud på den anden side af granerne, der nu står med en større afstand. Jeg ved, at lykken findes.

Den skal have sin plads, sin ro, sin tro.

Til at vokse.

Min løbetur når sin ende i indkørslen, alt er bedre, alt er godt. Jeg hiver efter vejret og er taknemmelig for, at jeg har disse stunder, som et konkret modspil til nattetankernes dybe hul, af selvudslettende ensomhed. En skrøbelig balance.
Kælderdøren smækker bag mig og jeg kan høre min families stemmer. Jeg er ikke alene.

Vi holder sammen.