De sidste knap ti år har jeg været enormt meget mor. Jeg har valgt det aktivt og har nydt det meget. Nu står vi i en situation, hvor vi ikke umiddelbart skal have flere børn. I hvert fald ikke lige nu, og det skaber et underligt tomrum, da jeg virkelig har elsket hele denne tid med graviditeter, fødsler og barsler. Tror også denne følelse har en betydning i forhold til valget om at hjemmepasse den yngste, for jeg føler, jeg gerne vil nyde det hele lidt ekstra, når det potentielt kan være sidste gang, jeg står med en knap toårig. Og det er sku svært for mig.

Jeg kan ikke sige, vi ikke skal have flere børn, selvom det absolut ikke er planen! Det er på en måde for definitivt og svært at acceptere. At tiden med de nyfødte er slut. At jeg ikke skal føde mere. Ikke mærke liv inde fra maven. Det vil for nu være for stor en sorg at melde ud. Jeg forholder mig til det og nyder de fire børn jeg har. Tiden går bare stærkt.

Og nu skal jeg til at huske hvem jeg selv er. For det har jeg ikke prioriteret længe. Det har været naturligt for mig at sætte mine børn først, derefter min mand og vores forhold og derfor glemme mig selv i farten. Det vil jeg forsøge at lave om på nu. Jeg er begyndt at skrive igen. Læse bøger. Løse krydsogtværs. Og jeg begynder at træne mere seriøst. For det er alt sammen ting jeg elsker. Udover at være mor. Og kone. Jeg er også bare mig. Det er jeg igang med at genopdage.