Hele nelliker ligger spredt på en mindre tallerken, mens laurbærbladene sættes i et præcist mønster over flæskestegens top. De diskuterer hvorvidt kuglen af sølvpapir er stabil nok og forsigtigt tilføres et mindre stykke af kartoffel, der hjælper med at skabe en ensartet overflade for sværene. Ellers er det umuligt at få dem sprøde nok, siger hun og han brummer bekræftende. De tager en håndfuld nelliker hver og hun rækker ind foran ham, for at få sine placeret i de yderste af rillerne. Hans krop laver så lille en bevægelse, at det næsten ikke bemærkes, men det er lige nok til, hun får sin plads. 

Jeg står på afstand og ser det ske. Midt i mit køkken. Den første jul sammen i mit voksne liv. Jeg nipper til champagne fra det slanke krystalglas og opgiver at holde tårerne tilbage, der vil deres egne veje.

På samme måde som livet. Og magien i de glimtvise øjeblikke af julefred, der opstår når jeg mindst venter det.

Med min mor og far.

Jeg tramper hårdt i pedalerne. Prøver at få nok fart på til at klare bakken, der er sidste udfordring inden parkeringspladsen. Vinden rammer mine varme kinder og får fat i det lange løse hår. Jeg glemte cykelhjelmen og en hårelastik i farten og nyder følelsen af det ukontrollerede virvar, der danser efter mig. Jeg kigger mig over skulderen og ser min bedste veninde være lige bag mig, cyklende på sin røde cykel, helt identisk med min egen. Hun griner højt og træder hurtigere rundt for at indhente mig, inden vi skal dreje af mod vores række af huse.

Jeg vender blikket mod bakkens top og ser, vi næsten er i mål. Skal vi lege med svævebanen når vi kommer hjem? Den er spændt ud mellem vores to værelsesvinduer. Vi har selv lavet den og sender dagligt beskeder, breve og små gaver til hinanden i den lille kurv, der hænger på det kraftige snoretræk. En dag kom en kvinde cyklende rundt om hjørnet og blev brat bremset af vores svævende leg. Hun faldt af cyklen og blev vidst ret forskrækket. Vi må ikke bruge banen mere, ikke uden at sikre os. Nu holder vi udkig fra hver vores vindueskarm og trækker i snorene på skift. 

Jeg kan høre hun svarer mig, men kan ikke skelne ordene. Stopper på toppen og drejer omkring i sidste øjeblik. Jeg har ikke set ham komme, men mærker et stærkt stød i maven, da jeg væltes af cyklen og lander hårdt på det lille græsstykke i kanten af vejen. Han maser mig ind i buskadset, mens han hurtigt trækker en kniv og lader den hvile mod min hals. Det er den samme snittekniv jeg selv bruger, når jeg snitter i en af mine pinde til samlingen. En rød lommekniv, der kan foldes ud og ind. 

Jeg har svært ved at finde luften, da hans voksne krop fylder det hele og tænker, om det føles sådan at dø? Jeg ligger helt stille. På samme tid stivnet og i bevægelse væk fra situationen. Jeg svæver langsomt op over scenen og opdager, at min veninde har kastet sin cykel fra sig og nu står og hamrer løs på nærmeste hoveddør. Han følger min linje. Hektisk bevæger han blikket fra mig, til kniven, til hoveddøren, der ikke åbnes. 

Han fjerner vægten pludseligt, folder kniven sammen og er væk lige så hurtigt som han dukkede op. Uden at kigge sig tilbage. 

Jeg lander igen, gisper efter luft og er i tvivl om jeg kan bevæge mig. Jeg forsøger at rejse mig op, børster grundigt mine bløde bukser fri for fugtige blade og fjerner en stikkende gren fra håret. Jeg mærker en svien på højre underarm og ser, at noget har ridset mig et langt stykke. 

Jeg trækker min cykel hjem, hører min veninde kalde bagfra, men går ind gennem lågen til den bagerste del af haven. Uden at svare. Jeg kravler op på det trætte træhegn og kigger mig omkring. Alene. Min mor kalder fra køkkenet. Der er mad, kommer du og dækker bord?

Jeg hopper ned og bevæger mig mekanisk indenfor med et håb om, at det er tydeligt hvad der er sket, selvom jeg godt ved, ingen vil spørge. Imens jeg finder tallerkener i skabet beslutter jeg, aldrig at fortælle nogen om det. Jeg kan alligevel ikke finde ordene. 

Den oplevelse har jeg til gode.

Jeg vidste det jo egentlig godt. Det var længe siden jeg forstod, at jeg ikke måtte mærke smerten. Kun de glade smil og den dygtige pige havde en værdi. Nogen gange glemte jeg det bare.

Især på en dag som denne, hvor solen skinner fra den klareste himmel, varmen virker overvældende og sommeren føles uendelig. Alle vinduer og døre står åbne i det lille rækkehuskvarter, jeg kalder mit hjem og vi løber og leger en af vores faste lege på de smalle systemer af stier.

Vi løber om kap rundt om husene på en kridttegnet bane. Banen består af to lige lange stykker, en lille bakke med en bom i kraftigt metal og en sidste smallere flisegang, lige inden målstregen kan passeres. Det er min tur nu og jeg løber alt hvad jeg kan. Jeg kan høre de andre børn tælle højt, stopuret må være løbet tør for batteri, så der tælles rytmisk og i kor for at bestemme, hvem der kommer hurtigst rundt på ruten.

Jeg når den lille bakke og får ekstra god fart til at runde det sidste hjørne, inden målet. Pludselig glider min ene sandal i noget sand, der ligger som en usynlig film ud over fliserne. Jeg husker, at naboen fjernede alle de store mælkebøtter i går, også dem mellem fliserne, selvom de stod høje og flotte og pyntede blandt alt det grå. Han fejede nyt sand ned mellem de nu tomme revner, og da det ikke har regnet i en evighed, ligger resterne tilbage og venter på vind og vand.

Jeg falder hårdt og skraber benet henover det ru underlag, mærker straks en stærk svien og tager mig instinktivt til knæet. Det er en klistrende fornemmelse og jeg ser blodet løbe, før jeg mærker gråden. Jeg rejser mig og bevæger mig humpende hen mod havelågen, hvor jeg kan høre min mor snakke. Det er svært at gå, tårerne løber rigtigt nu og jeg vil så gerne trøstes. Så husker jeg pludselig. Det er søndag. En hel uge uden krydser. Krydser jeg sætter, mens jeg græder. Jeg græder meget, men hvis jeg gennemfører en uge uden krydser, får jeg et klistermærke.

Jeg kan godt lide klistermærker. Jeg har en samling i en lille bog med glatte sider, hvor mærkerne kan flyttes rundt igen og igen. Jeg føler en stor glæde og tilfredsstillelse ved at sætte mærkerne i orden og skabe nye oplevelser hver gang et nyt kommer til. Jeg kan bruge timer på at finde det rette udtryk og elsker at bladre i bogen, når jeg igen er nået i mål. Med smukke billeder i perfekt balance. Det giver en ro midt i den kaos, der vokser indeni og er en stærk motivation til ikke at græde. Glæden og den lille flig af lykke overskygger behovet for at mærke.

Det må ikke ødelægges nu. Jeg tørrer mine øjne hårdt, lader hånden hvile mod lågens kølige side og trækker vejret dybt inden jeg spørger, med min indøvede og helt neutrale stemme. “Mor, må jeg få et plaster?”. 

Toiletbrættets glatte overflade føles kølig mod hendes hud. Hun sidder stille lidt, før blæren tømmes langsomt over testens sterile spids. Hun lægger den på håndvaskens skæve kant, hvor den balancerer fint, mens hun flygtigt tørrer sig, trækker ud og nænsomt vasker hænderne i den milde sæbe, opmærksom på ikke at ramme testen.

Hun går ind i soveværelset med bankende hjerte. Gråden kommer uden varsel. Hun forsøger med de dybe indåndinger, men luften sætter sig fast i halsen. Hun gisper let idet hun hører døren gå, men de efterfølgende bevægelser fra entreen er genkendelige og trygge. 

“Hej skat, har du haft en god dag?” Han sætter sig ved hendes side og lader hende forsvinde ind i omfavnelsen. “Hvad er der galt?” spørger han stille.

Hun tænker på, hvor meget hun ønsker det her. Lige siden første gang, hvor det lykkedes og den ubekymrede glæde overstrålede alt andet. Indtil hun begyndte at bløde og ingenting blev som de forventede. 

“Jeg tør ikke at kigge.” Hun skælver og læner sig mod hans varme bryst. Han rejser sig og tager den korte tur til badeværelset i en glidende bevægelse. Hun hører ham kalde, men formår ikke at rejse sig. Hans stemmes ro blander sig med de uoverskuelige tanker. Tør hun at tro?

Pludselig står hun foran ham i dørens åbning og han holder testen frem. De to streger spejler sig i hendes lysende øjne, en i hvert et felt og hun kniber dem instinktivt sammen. Tiden står stille, hun holder sit vejr. 

Er det nu? Er det nu, det begynder? 

Han kommer trampende på usikre fødder ned af de smalle stier mellem de identiske rækkehuse, hvor jeg vokser op. Han hamrer rytmisk sin stok mod asfaltens ujævne overflade med en overraskende kraft, der får mig til at stivne midt i min fedtede kridttegning.

Jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen. Han begynder sin mumlende tale mens jeg vælger at fokusere på uret, hvis tykke kæde hænger fra jakkens inderste lomme. Han er en stolt mand, klædt i mørke jakkesæt med vest og slips. Selvom han taler dårligt efter sin sidste hjerneblødning, er der en aura af respekt omkring ham, der gør mig en smule usikker og tilnærmelsesvis bange i min lille krop.

Jeg ser hendes runde skikkelse dukke frem fra hans skygge. På det mest rigtige tidspunkt, slår hun luften ud af den ubehagelige situation. Jeg sænker skuldrene og slipper det krampagtige bid i mine kinder, en vane jeg har tillagt mig, når jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre.

Det virker også når jeg ikke må grine i skolen af komiske situationer, som de voksne aldrig forstår. De er ikke vilde med, jeg fniser højt når de skælder ud. Det ser komisk ud, når de mister sig selv i råb og jeg har svært ved ikke at bryde sammen af grin. Her hjælper et fast bid i hver en kind. Det sinker latteren og smerten hjælper til at ændre mit fokus. En smart metode, jeg ofte ser mig nødsaget til at bruge for at kunne passe ind. 

Jeg takker ja til den saft og kage hun tilbyder at arrangere og følger efter hendes fine skikkelse. Hendes sko med passende hæl, klikker roligt rundt i det lille køkken, hvor hun får ham placeret på den bløde stol i hjørnet. Hun gør en bakke klar og jeg nyder den gode stemning, der omkranser deres stabile enhed. Hun snakker let om dagene der går, han brummer bekræftende i baggrunden og jeg læner mig tilfreds tilbage.

Jeg tager imod kagens sødme, der let breder sig i min barnlige mund. Jeg synker ned i den omfavnende lykke, lader den sive langsomt ud i hver en kant af kroppen og glemmer for et kort sekund alt omkring mig. Jeg bemærker først for sent, at lydene er forsvundet.

Jeg rejser mig forskrækket op og ser Hr. Brun ligge helt stille på gulvet. Hvordan kunne jeg ikke høre ham falde? Jeg er lige ved at sætte min fod i det knuste glas fra saftens kande og undres over, hvor meget væske fylder på et slidt linoleumsgulv. Hr. Brun ligger midt i det hele og ser mindre ud end lige før. Fru Brun taler roligt til ham.

En sirene bryder den absurde situation. Hastige skridt, en båre i fart, et liv i fuldstændig forandring.

Han køres af sted med slanger, maske og hende ved sin side. Jeg står stille tilbage med smagen af blod i våde strømper, uden at vide, hvordan jeg træder videre.

Gennem glasskår. 

Der er noget særligt ved morgenerne, hvor lyset langsomt vækkes. Solens rolige opstigen bag træernes toppe i udkanten af haven, farver himlen i rødlige nuancer og nattens tunge dug, brændes atter væk. Hun vækkes af fuglenes muntre rumsteren i hækken ud for det åbne vindue. Strækker sig langt og længe, og bevæger sig ud fra dynens omsluttende varme. 

På badeværelset pjaskes med lunkent vand og hendes ansigt vaskes nænsomt. Hun kigger sig i spejlet og føler sig som ny i denne foranderlige fase. Børnene er ikke længere helt små og for første gang i mere end tretten år, er hun alene med sig selv. Det yngste barn er netop startet i skole og det var den sidste første skoledag i hendes omgang. De sidste seks år er gået med fuldtidshjemmepasning af børn, masser af praktik og logistik. Hun har elsket hvert et øjeblik, selvom der ikke har været meget tid til overs. Nu bliver alle børn afleveret i skole og hun går hjem alene.

I køkkenet sættes vand over til kaffe i den ældre kedel på komfuret. De kværnede kaffebønner gøres klar i filteret, der balancerer på termokandens ustabile top. Der er helt stille, helt ro. En pludselig fornemmelse af tid sniger sig ind. Tid til sig selv. 

Kedlen tuder og afbryder tankerækken. Hun hælder det kogende vand over kaffen, langsomt i det rette tempo, der gør, at vandet hele tiden dækker lige tilpas og får kaffen til at skumme og skifte i farver, jo mere vand der kommer. Dette giver det bedste udbytte i smagen, synes hun, og selvom det er en krævende proces, er det også et ritual, der giver mulighed for at vågne roligt op til dagen. 

Hvem er hun? Hvor er hun? Hvilken vej kan hun gå? Hendes tanker er mange og det er overvældende at skulle til at tage ansvar for sig selv, efter i så mange år ikke at have plads og altid komme til sidst. Efter de mange børn. Der er så meget andet at gøre. At være. Udsættelsen af at kigge på sig selv, kigge ind, er ved at nå sin ende. Det er skræmmende ikke at vide, ikke at kunne, ikke at turde. 

Kaffen er færdig og hun sætter sig i det store vindue, der vender ud mod den forreste del af haven. Det begynder at regne. Dråberne rammer rytmisk træterrassens eftergivende overflade. Tiden forsvinder og hun har svært ved at mærke sig selv. Ser kun regnen, der fortsætter sin kommen i det uendelige mod jorden, der bare må tage imod den ekstreme mængde. 

Pytter dannes på havens ujævne græsplæne og dråberne er så store, så kraftige, at de lader sig falde hele og uspolerede for derefter at springe og give plads til nye. Tider flyder ud, flyder sammen og hun sidder helt stille i slipstrømmen og venter. Hvor er hun på vej hen og kan hun overhovedet gå den vej, når kroppen så tydeligt siger stop? Kan drømmene følges, hvis angsten tager over?

Hun prøver at vende det hele på hovedet. Hvad nu hvis, det hele går godt? Eller bare noget af det. Resten kan fanges hen af vejen. Hun bliver nødt til at forfølge sin forfatterdrøm, tro på og gå efter at lykkes med det, der gør hende glad i sig selv. 

At leve af at skrive. Det ultimative. 

Hun rejser sig op, går væk fra vinduet, væk fra regnen, fra angsten og de ødelæggende spekulationer. Med kaffekoppen i hånden begynder hun sin tur rundt i huset. Børn bliver vækket, med blide strøg over lune pander og mens hun ser deres øjne, der stille åbner sig op, mærker hun en lille plads til et inderligt håb. 

Om atter at være på vej.  

De visne blade danser hen over asfaltens lune overflade, uden mål, uden retning. De stiger op mellem lejlighedernes brede stier med en kraft og en fremdrift, for derefter at stoppe, lade sig falde ned med knitrende lethed og vente på næste pludselige vindstød til at fortsætte deres umulige færd.

Mine sko rammer et forvildet blad, det knaser let, jeg finder min uldtrøje frem fra tasken og kaster den hurtigt over skuldrene. Jeg går med faste skridt den samme vej, jeg har gået så mange gange før. Fra parkeringspladsens stringente rækker, langs de identiske blokke af små hjem, der på overfladen virker så ens. Jeg kan finde det i søvne.

Døren var engang af glas med mørkerøde trælameller, så tung, at min spinkle barnekrop aldrig kunne lykkes med at få den op uden hjælp. Jeg kunne læne mig hårdt og med min fulde vægt, og alligevel gav den sig først, når en større hånd hvilede over mit hoved.

De gamle døre er for længst skiftet ud. Væk er trælameller og tilliden til, at dem der passerer har et ærligt ærinde. Nu skal en dørtelefon håndteres og jeg skal vente på svar og et signal, der kan åbne den automatiske lås.

Hoveddøren står åben, da jeg kommer op af trappen. Han står høj og rank, helt til karmens top, håret er hvidt og smilet er stort. Jeg sætter meget pris på disse møder, hvor jeg bare kan være til stede med det, der er. Lige her, lige nu.

Hej morfar, jeg giver ham et kram, står på tæer og kan se, han har dækket op på terrassen.
Vil du have kaffe? spørger han, mens han ryster den sølvfarvede termokande han allerede har i hånden let.
Ja tak, svarer jeg, mens jeg lister gennem stuen med de ægte tæpper, der dækker gulvet med lag på lag og skaber den perfekte stemning til hygge og mazarinkage.

Alt er så velkendt og alligevel er det noget særligt i dag. Vi skal snakke om den bog, jeg er igang med at skrive. Et manuskript, der bygger på min morfars erindringer, mine tanker og vores mange samtaler. Jeg ved ikke endnu hvilken vej jeg skal gå, men jeg kan se projektet tydeligt for mig og ved, det er en bog jeg skal skrive.

Jeg sætter mig i den gode stol på den overdækkede terrasse, lægger mine ben på fodskamlens bløde støtte og finder mine noter frem. Jeg har en sitrende fornemmelse i kroppen og kan mærke, jeg både er spændt og nervøs for, hvordan det skal gribes an.

Han sætter sig over for mig i den anden lænestol, kigger mig lige i øjnene, uden at blinke.

Lad os komme igang.

Duftene fremstår stærke og overrumpler hendes sanser. Sødlige sommerblomster blandes med et fugtigt strejf af grantræernes nedfaldne nåle, der udgør størstedelen af underlaget på stien de træder. Havet viser sig lige fremme og snart er alting blåt.

Hvad drømmer du om? Han ligger helt udstrakt i det sommerlune sand efter deres badetur i det friske havvand. Håndklædet er krøllet sammen til en slags pude, hvor han hviler sit hoved. Det saltvandsfugtige hår falder ned i panden og han skubber det rutineret væk, flytter lidt på sig og finder en behagelig stilling.

Spørgsmålet kommer bag på hende. Hun betragter hans rolige udtryk, mens hun forsøger at finde svar. Hvornår holdt hun op med at drømme? Var det da forældrene blev skilt og hun blev tvunget til at være voksen? Eller da hendes søster forsøgte at planlægge sin egen rejse ud i uendeligheden? Måske var det længe før det. Hun husker det ikke.

Stilheden virker larmende. Hun lægger sig om på maven og mærker sandets varme strømme gennem håndklædet. Det har en beroligende effekt på det bankende hjerte.

Jeg drømmer om at skabe min egen familie, siger han pludseligt. Jeg vil gerne være far, og det må godt være snart. Han kigger afventende på hende. Hun siger ikke mere.

Skal jeg køre dig hjem? Han rejser sig og griber hendes hånd. De bevæger sig op mod parkeringspladsen, vinden fanger hans hår, der står ud fra hovedet i en krøllet krans. Det er som om han lyser.

I bilen fortæller han om sine planer for sommeren, men hun kan ikke fokusere på det sagte, ser kun de milde øjnes ild og læbernes bevægelser. Gid turen aldrig når sin ende.

De rammer indkørslen, solen hænger lavere på himlen og træernes skyggebilleder danser over carportens tag. Jeg rejser i morgen, siger hun let. Han læner sig mod hendes krop i et akavet kram, der har lyst til mere, men slutter før det starter. Vi ses, smiler han, idet hun smækker bilens dør.

Hun gør et stop på stien op mod husets indgang, lader sandalerne glide af og træder varsomt på de afkølede mosbelagte fliser. Hun mærker en sjælden ro i kroppen, vender sig rundt og når lige at skimte bilens bagrude, inden den drejer om hjørnet. Roen blander sig med en sagte sitren, der starter helt inde i det inderste. Det er ikke en genkendelig følelse og alligevel virker det hele rigtigt. Trygt.

Hun ved ikke hvad der er igang med at ske, hun ved kun, at det mærkes som om, hun har fundet hjem og drømme kan få lov at fødes. Hvis hun tør.

De bare sandede fødder følger stiens gang og døren åbnes langsomt op.

Til nye begyndelser.

Varmen kommer pludseligt. Jeg overvældes. Lader jakken glide ned på bænkens ru overflade og bemærker, at børnene også har smidt deres trøjer i græsset. 

Det er en af de første rigtige forårsdage, hvor solen har magten og skiftet mellem for varmt og koldt er svært at fornemme. 

Lyden af glade børnestemmer overdøver mine tanker og virker som et afledende lydtapet, der næsten får mig til at glemme hvorfor vi er her.

I skyggen fra træet sidder en ældre dame. Hun smiler, idet den yngste pige rækker hende sin dukke. “Vil du holde den lidt?”. Straks er hun løbet videre og kravler op i det højeste af træerne til sin ene storebror. “Oldemor, se hvad jeg kan” råber han, imens han hænger i de spinkle arme. Han giver slip og lader sig falde. Et gisp undslipper og de to store drenge løber hen til hende og lader sig dumpe ned på hver en side. Deres bare solkyssede hud står i skarp kontrast. Hun er næsten gennemsigtig. “Han er okay” siger den ældste. “Er I blevet klippet?” spørger hun. Et ofte stillet spørgsmål, der på trods af hun synes, de er nogle kønne drenge, også indeholder en undren over længden og mængden af hår. Hun foretrækker det korte og krøllede, men drengene insisterer på det lange. De går igang med en længere forklaring, men hun hører den ikke til ende. Hun er faldet hen, fjern i blikket. Stille.

Jeg rejser mig og rykker en stol tættere på. Tager hendes kølige hånd i min, på samme måde som da jeg var syv år og løb hende imøde på stranden og vi fulgtes ud til navlen. Jeg vidste ikke hun var vandskræk, hun var ved at drukne som barn, og badede ikke efterfølgende. Hun fortalte mig aldrig om det. Holdt blot min hånd. 

Jeg ved ikke om hun opfanger min varme. “Fryser du?” spørger jeg. Jeg henter et ekstra tæppe uden at vente på svar. Vi sidder stille der, jeg har gåsehud, mister fornemmelsen for tid og mærker ikke om jeg græder.

Hendes tid er ikke mere. Det kan være sidste gang vi ser hende, sidste gang jeg blidt klemmer hendes hånd, sidste gang jeg ser hendes smil nå de trætte øjne. 

En kølig brise rammer de våde kinder og jeg rejser mig hurtigt. Svimler let, samler vores ting sammen og gør mig klar. Børnene krammer hende på skift og taler i munden på hinanden. Hun begynder at græde stille og jeg føler mig som en mor, der efterlader sit barn, selvom jeg selv er så lille. “I skal sige farvel til oldemor”. Min stemme er svag og jeg forventer ikke, de kan høre mig gennem deres begejstrede fortællinger. Så fulde af liv.

Jeg suger de sidste glimtvise spor til mig og ved, hun altid vil være med mig. Uden grænser. I vores liv, i vores historie, i vores tid.

Til vi ses igen.

Jeg vender ryggen til mit klynkende barn. Han er på armen af en pædagog. En dejlig pædagog. Med varme i blikket og ægte udstråling af omsorg. Alligevel er der noget, der går i stykker lige der.

Jeg når ud i garderoben og min krop kollapser. Der kommer lyde ud af min mund, jeg ikke genkender. Som fra et dyr. Jeg kan ikke trække vejret og tårerne løber fra mine øjne. Ustoppelige.

Jeg ved ikke hvor længe jeg ligger der. Pludselig opdager jeg en anden mor, der har sat sig på hug ved siden af mig. Jeg undskylder og hun siger, det er helt normalt og sådan havde hun det også i starten. Jeg rejser mig langsomt, undskylder igen og skynder mig ud.

Næste dag holder vi fri.