Min ældste spurgte her til morgen, om han måtte male i stedet for at lave matematik. Jeg er født til at være kunstner, siger han. Det rører mig. At han så tydeligt mærker, hvad han vil. Noget jeg selv bliver bedre til. At finde passion. Mærke efter. Kundskaber er vigtige, men simple skoleopgaver er ikke alt. Når intuitionen følges, skabes selvværd. 

Selvforståelse. Udvikling.

Denne tid, hvor Danmark er lukket ned, er svær at definere. Få greb om. Jeg er både usikker og bange. Det indrømmer jeg. Og alligevel er jeg rolig. Glad. For vi er alle lige her. Det giver mening. Skaber perspektiv. 

Vi er gode til at være sammen. Det er ikke konfliktfrit eller ren idyl. Det har jeg heller ingen forventning om. Det er vores. Det er stærkt. 

Jeg nyder de lange morgener uden vækkeur og planer. De gode ture og mange timer i det fri. Det er nødvendigt. For vores energi. 

Forleden spurgte jeg min yngste dreng, hvad han elskede allermest. Min familie, svarede han. Uden at tøve. 

Det gør mig stolt. Ægte glad inderst inde. For hvad jeg har skabt og er med til at forme. Hver dag.  

Vores familie.

Der er ro på. Stille fordybelse med Anders And og Harry Potter. Jeg smiler.

Og kaffen er varm