Ingen pludselige lyde høres i mørket. Ingen børn kalder fra varme dyner, forvirrede over dramatiske drømme. Ingen larm, ingen glimt fra lysende stjerner eller fra månens skarpe lys. Her er helt stille, mørkt og roligt. Ikke engang trangen til at tisse forstyrrer. 

Alligevel er hun vågnet. Brat og uden varsel. 

Hun sætter sig op i natten. Lytter efter familiens rolige vejrtrækning. 

Alle sover. Hun er vågen. 

En strøm af varme skyller ind over hende og hun kaster dynen til side. Hjertet hamrer afsted og akut koldsved afløses af trang til opkast og diarré. Det kommer i bølger og af flere omgange. Hun bevæger desperat kroppen rundt i hurtige stød, forsøger at mærke sine ben og få styr på vejrtrækningen.

Slap af og fald til ro. Slap af og fald til ro. Slap af og fald til ro. 

Remsen lærte hun af en psykolog engang og den tvinger hendes krop til at finde fred. Bare lidt. Vejret trækkes langsomt ned i maven, hun holder det og giver slip med lyd. Fortsætter ind til det bankende hjerte er mindre voldsomt. 

Hun forsøger at vække ham, men ordene bliver siddende i halsen, der lukker sig af. Hun ved, det er et angstanfald og det er et af de voldsomme. Hun bliver bange. Hvorfor kommer det nu? 

Hun overvældes af vrede, irritation og skuffelse. Hvorfor skal hun blive ved med at have angst? Hvorfor kan hun ikke finde ud af noget? Hvorfor skal hun være så dårlig til det her liv?

Selvbebrejdelserne overtager, selvom en stemme langt borte forsøger at råbe, at de ikke gør situationen bedre. Hun kan ikke stoppe det. Tankerne bliver mere og mere selvudslettende og de udskammer hende totalt. Hun er altid et problem og det er ikke okay, hun tager så meget plads med al sin angst. Hun duer ikke til noget. Hun er til besvær og uden evner. 

Han vågner og hun fremstammer, hun har endnu et anfald. Han holder om hende og siger, det er okay. Hun falder til ro sådan og prøver ikke at synke ned i endnu en kritik af, ikke at kunne klare sig selv. Det er en styrke at bede om hjælp. Hun må godt have brug for ham. 

Hun er nok.